Basketball

NBA-dansker på plads: - Ekstremt vanvittigt

Iffe Lundberg var natten til mandag dansk tid for første gang til stede hos sit nye NBA-hold. Debuten lader dog vente på sig.

Der sker meget i Iffe Lundbergs liv i øjeblikket.

Den danske basketstjerne har brugt de seneste par dage på at flytte til Phoenix i den amerikanske delstat Arizona, hvor han skal spille for hovedstadsklubbens NBA-hold, Suns.

Lundberg står først til at få sin officielle NBA-debut, hvor han bliver den første dansker i historien, natten til torsdag dansk tid. Natten til mandag var han dog allerede til stede på sin nye hjemmebane, Phoenix Suns Arena.

- Det er et eller andet sted måske lidt tilfældigt, men det er ekstremt vanvittigt også. Jeg er glad for at være her, men jeg ville naturligvis hellere have spillet kampen, siger Lundberg til TV 2 SPORT.

Danskeren var til stede for at blive indkørt i klubben, og det sætter han i sidste ende stor pris på.

- Men jeg er også glad for, det ikke var i dag (natten til mandag, red.), jeg skulle spille, for så har jeg også fået muligheden for at tilvænne mig situationen og møde dem alle sammen. Se det hele an, være her og se, hvordan fansene håndterer det hele på hjemmebanen.

- Og jeg glæder mig sindssygt meget til at spille på den her hjemmebane. For det er virkelig rocking, siger Lundberg.

"Han har fået dyppet tæerne"

TV 2 SPORTs basketballkommentator Thomas Bilde er i Phoenix for at følge Iffe Lundbergs første tid i verdens bedste basketliga.

Og Thomas Bilde var på plads natten til mandag, da Lundberg for første gang blev præsenteret for sine holdkammerater.

Thomas Bilde bemærkede, at Iffe Lundberg sad ude hos bænkspillere fra Suns, hvor han også var med inde på banen under timeouts. Lundberg blev undervejs i kampen også taget til side af trænerne for at få taktiske kommentarer og dessiner.

- Han har i hvert fald fået dyppet tæerne. Det kan jeg godt sige, siger Bilde og fortsætter:

- Mandag skal han have foretaget yderligere tests og masseres. Han har fået en MR-scanning, men han skal scannes igen, og så skal han selvfølgelig begynde at træne med holdet.

Iffe Lundberg var allerede inden mandagens kamp en del af truppen i spillertunnellen, hvor han stod i klubbens shorts og T-shirt, fordi han havde modtaget behandling fra fysioterapeuterne.

Det fremgik af de sociale medier hos Phoenix Suns:

Phoenix Suns har allerede sikret sig førstepladsen i ligaens grundspil. Natten til mandag vandt Suns 114-104 over et ligaens tophold, Philadelphia 76'ers.

Natten til torsdag, hvor Lundberg forventes at få debut, skal Suns spille mod Golden State Warriors med superstjernen Steph Curry.