Basketball

NBA-cheftræner overrasket over én ting ved dansker

Gabriel 'Iffe' Lundberg efterlod et positivt indtryk efter sin første træning med NBA-topholdet Phoenix Suns.

Efter flere ugers ventetid fik Danmarks første NBA-spiller, Gabriel ’Iffe’ Lundberg, endelig lov til at røre en basketball med Phoenix Suns.

Det var dog ikke i kamp, men til træning sammen med alle stjernerne og holdets trænerstab, der så ham an for første gang. Holdets cheftræner kunne lide, hvad han så, og særligt én ting overraskede ham.

- Han skyder virkelig meget bedre, end jeg havde forventet. Jeg vidste ikke så meget om ham, men da jeg kom i hallen, så jeg, hvor let og godt han skød. Så bemærkede jeg kroppen og måden, han er bygget på, siger Phoenix Suns-cheftræner Monty Williams til TV 2 SPORT.

Han tilføjer også, at ’Iffe’ har en god krop til at spille guard-positionen.

- Han har en stærk krop med brede skuldre, og det betyder, han kan håndtere kontakten under kurven, når han driver.

- Jeg har ikke haft mulighed for at se nok film på ham endnu, men James (James Jones, general manager, red.) har virkelig rost ham og tror på ham, og vi ville ikke have ham her, hvis vi ikke troede på, at han kan spille for os. Så er vi er begejstret for at have en dansker på holdet og endnu mere i NBA, tilføjer Monty Williams.

- Niveauet er tilpas, siger 'Iffe'

27-årige ’Iffe’ satte sig også til rette i stolen til pressemødet, hvor både TV 2 SPORT og amerikanske reportere var interesserede i danskeren.

- Det er et virkelig talentfuldt og uselvisk hold, som spiller med høj hastighed og fantastisk energi. At se glæden, som gruppen deler, er jeg vild med. Det var fantastisk at få lov til at være så tæt på de gutter, man har set på tv, få lov til at røre bolden, være en del af systemet. Det var rigtig, rigtig fedt, siger ’Iffe’.

Da han tog til USA og verdens bedste basketballliga, var han ikke helt klar over, hvad han kunne forvente af niveauet sammenlignet med russisk basket i Moskva.

Det fik han også de første svar på.

- Niveauet var tilpas. Det er selvfølgelig svært at danne sig nogle forventninger, men jeg synes, der blev taget rigtig godt imod mig. Trænerne gør også et rigtig stort arbejde i forhold til at finde ud af, hvad der skal foregå.

Hvornår skal han spille?

Hvornår får Danmark sin første NBA-spiller at se i aktion? Det er det helt store spørgsmål, som fortsat er ubesvaret.

Man skal ikke udelukke noget, men bedømt på det, Monty Williams siger på pressemødet inden kampen mod Golden State Warriors natten til torsdag lader det ikke til, at det bliver her.

- Vi gør vores bedste for at forenkle tingene, så han får en idé om, hvordan vi spiller, hvis han kommer på banen, siger cheftræner Monty Williams og tilføjer:

- Jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer for os, men der kan være muligheder i vores sidste par kampe baseret på, hvad vi har opnået (en sikker plads i slutspillet, red.), hvor han kan spille. Men lige nu skal der være en forståelse af vores kultur, hvordan og hvor hårdt vi spiller, og evnen til at spille forsvar på et højt niveau. Det er svært for alle nye spillere, men særligt en ung en.

Phoenix Suns har syv grundspilskampe tilbage, inden de tager hul på slutspillet som en af favoritterne til mesterskabet.

Deres grundspil slutter 11. april.