Basketball

- Det sitrer i min krop, siger første NBA-dansker nogensinde

Den 27-årige dansker fik lidt over fire minutter på banen, da Phoenix Suns tabte til Oklahoma City Thunder.

- Det er en drøm, der går i opfyldelse.

Han skulle lige selv forstå det. Og der er ingen tvivl om, at det kommer til at tage noget tid, før det er sunket ind. Gabriel "Iffe" Lundberg blev natten til mandag den første dansker til at spille i verdens bedste basketballliga, NBA, da han fik debut for Phoenix Suns.

Det sitrer i kroppen på mig lige nu. Jeg kan slet ikke…

Gabriel "Iffe" Lundberg

"Iffe" kom ind i slutningen af kampen mod Oklahoma City Thunder og fik 4 minutter og 14 sekunder på banen. Han scorede ingen point, men leverede en enkelt assist.

TV 2 SPORT fangede danskeren efter kampen, og der erkendte ham, at det ikke helt var gået op for ham endnu, at han havde fået debut.

- Det er fuldstændigt surrealistisk at sætte et check (flueben, red.) ved den drøm, jeg skabte for mig selv, da jeg var fem år gammel. Bare den følelse, jeg har, er fuldstændigt ubeskrivelig, siger Phoenix Suns-spilleren.

Takker fansene i Danmark

Han fortæller efterfølgende, at han gerne vil takke alle de fans i Danmark, der er blevet oppe for at se Suns’ seneste to kampe for at holde øje med, om han fik debut.

- Tredje gang er lykkens gang. Så tusind tak til alle, der er derhjemme, for at I blev oppe og så mig spille. Det sætter jeg rigtigt, rigtigt stor pris på.

- Det sitrer i kroppen på mig lige nu. Jeg kan slet ikke... Jeg er bare meget, meget glad. Jeg er rigtigt glad og rigtigt stolt. Og endnu en gang tusind tak til dem, der har fulgt mig på rejsen, siger Gabriel "Iffe" Lundberg.

Den danske basketballstjerne havde forinden debuten mod Oklahoma City Thunder været med i kamptruppen og siddet på bænken i to kampe mod henholdsvis Golden State Warriors og Memphis Grizzlies uden spilletid til følge.

Op til kampen mod Thunder havde Phoenix Suns' træner dog slået fast, at man ville spare flere af stjernerne. Det efterlod en masse frie minutter, der skulle fordeles på resten af truppen, og Gabriel "Iffe" Lundberg kan nu altså skrive spilletid i verdens bedste liga på cv'et.

- Selvfølgelig vil man gerne spille, men jeg kan ikke tillade mig at trippe. Man er altid nødt til at forholde sig professionelt, og vi har noget at spille for stadigvæk. Som jeg har sagt fra start, vil jeg bare prøve at være klar, når jeg kommer ind, og nyde momentet. Det gjorde jeg.

- Adrenalinen kørte rundt, og nu var jeg derude. Nu kan jeg tjekke det af, og nu tror jeg, at jeg kan slappe lidt mere af og bare fokusere på at blive bedre og lære så meget som muligt.

Vil have chancen igen

Phoenix Suns fører aktuelt grundspillet, hvor det er blevet til 62 sejre i 78 kampe indtil videre. Dog har holdet nu tabt to kampe i streg, og det giver "Iffe" og Suns noget at arbejde videre med.

- Det går ikke, at vi taber to kampe i streg, som vi bør vinde. Vi er langtfra færdige endnu, og vi er også nødt til at slutte af på en god måde i forhold til slutspillet.

- Jeg har bare tænkt mig at blive ved med at gøre det, jeg har gjort hidtil. At være positiv, have en masser energi, vente på min chance – hvis den kommer igen – og så bare nyde rejsen.

Phoenix Suns tabte udekampen med 96-117.

Slutspillet starter 16. april.

Gabriel 'Iffe' Lundbergs karriere

  • 2014–2015: Copenhagen Wolfpack
  • 2015–2017: Horsens
  • 2017–2019: Manresa (Spanien)
  • 2019–2020: Canarias (Spanien)
  • 2020–2021: Zielona Góra (Polen)
  • 2021–2022: CSKA Moscow (Rusland)
  • 2022-: Phoenix Suns (USA)