Basketball

Ikon roser NBA-dansker

Den tidligere NBA-vinder David Lee giver også danske Gabriel 'Iffe' Lundberg lidt gode råd med på vejen.

Når vækkeuret ringer mandag morgen, sker det sjældent, at sportsglade folk i de danske soveværelser vågner med et stort smil. Denne mandag var dog noget helt specielt.

Her stod det således klart, at Danmark for første gang i historien havde haft en spiller på banen i verdens bedste basketball-liga, NBA.

Gabriel 'Iffe' Lundberg fik de sidste minutter på banen for Phoenix Suns. Og netop det faktum, at han endelig kom på banen, er stort. Det forklarer den tidligere NBA-spiller David Lee, der spillede i ligaen fra 2005 til og med 2017.

- Det er meget svært at være en NBA-spiller. Den sværeste del er dog helt klart at komme ind. At tage det indledende skridt.

- Der er så få spillere, der får lov til at komme ind hvert år, og processen er virkelig hård. Det er ikke kun spillere fra USA, der kæmper for det, men også internationalt, siger Lee til TV 2 SPORT.

Og Lee, der er gift med danske Caroline Wozniacki, ved i den grad, hvad han taler om.

"Flere danskere følger forhåbentligt efter"

Amerikaneren har vundet NBA-mesterskabet, været på All Star-holdet to gange og scoret over 11.000 point fra sin position som powerforward/center.

- Da jeg startede med at spille, var der meget få internationale spillere i ligaen, men folk som Dirk Nowitzki, Tony Parker og Pau Gasol har banet vejen, og det ser ud til, at niveauet i de europæiske ligaer er blevet bedre. Så NBA-holdene kigger aktivt mod spillere fra Europa nu.

- Det er fedt, der endelig er fundet en spiller fra Danmark, og han kan forhåbentlig sørge for, at flere danskere følger efter, siger David Lee.

"Mit bedste råd er..."

'Iffe' har skrevet under på en kort kontrakt med Suns, og det er umuligt at spå om, hvor mange minutter han når at få på banen i NBA.

David Lee vil dog gerne sende et lille råd i retningen af danskeren:

- Alle har deres egen vej, men mit bedste råd er at komme ind med en ydmyg attitude og hårdt arbejde. Han skal gøre sig fortjent til hvert minut, men det kan helt sikkert godt lade sig gøre. Jeg ønsker ham alt det bedste og håber, han kan inspirere andre danskere til at gøre det samme.

Gabriel 'Iffe' Lundbergs karriere

  • 2014–2015: Copenhagen Wolfpack
  • 2015–2017: Horsens
  • 2017–2019: Manresa (Spanien)
  • 2019–2020: Canarias (Spanien)
  • 2020–2021: Zielona Góra (Polen)
  • 2021–2022: CSKA Moscow (Rusland)
  • 2022-: Phoenix Suns (USA)

Phoenix Suns mangler fortsat at spille fire kampe i grundspillet, inden slutspillet begynder den 16. april. Suns kommer til at gå ind i slutspillet som det bedste hold i NBA.