Basketball

Flere ting taler for mere spilletid til ’Iffe’

Historiens første NBA-dansker har i sine første to kampe været på banen i 5:18 minutter. Nu står han foran meget mere spilletid.

Tidligt onsdag morgen var Gabriel ’Iffe’ Lundberg atter på banen i NBA, og efter Phoenix Suns’ rekordsejr har danskeren udsigt til endnu flere minutter i verdens bedste basketballliga.

Det vurderer TV 2 SPORTs basketballekspert Peter Wang, der på bagkant af sejren over Lakers ser flueben ved alle punkter på Suns’ dosmerseddel.

  • Suns har slået franchise-rekord for flest sejre ✔
  • Suns har vundet grundspillet ✔
  • Nu skal de bærende kræfter spares ✔

- Jeg anser det som meget sandsynligt, at han vil få langt flere minutter i de sidste tre grundspilskampe. På den måde får han en chance for at vise sit værd, siger Peter Wang og tilføjer:

- Jeg vil have ham over ti minutter, og det er meget for en bænkspiller. Grunden til, at jeg er så fortrøstningsfuld, er, at Pheonix har gjort alt det, de skal.

Tidligt onsdag morgen var ’Iffe’ på banen i 1:04. I NBA-debuten natten til mandag fik han 4:14.

Der er rigtigt, rigtigt positive tider i sigte

'Iffe' Lundberg

Suns' sidste kampe i grundspillet

  • 7. april: Ude mod LA Clippers
  • 9. april: Ude mod Utah Jazz
  • 11. april: Hjemme mod Sacramento Kings

- Jeg er virkelig taknemmelig, og jeg føler mig velsignet over at være i den her situation. Jeg vil nyde hver eneste dag, og så må vi se, hvad der sker. Men der er rigtigt, rigtigt positive tider i sigte. Det kan jeg godt love for, siger 'Iffe' Lundberg til TV 2 SPORT.

I de kommende kampe spiller ’Iffe’ Lundberg, der har brændt begge sine NBA-afslutninger, for at blive i verdens stærkeste liga. Hans kontrakt udløber efter grundspillet, men ifølge Peter Wang er der gode muligheder for, at den bliver forlænget.

- Vi hører derovrefra er, at han ikke har gjort noget forkert. Han har grebet alle de chancer, han har fået. Og jeg er stadig 100 procent sikker på, at man ikke henter en spiller fra Danmark til USA for at have ham i syv kampe og spille ham i begrænsede minutter – uden at være sikker på, at det er en spiller, man regner med.

- Jeg vil være lidt overrasket, hvis han ikke får forlænget sin kontrakt. Jeg tror, han er med i slutspillet, og at det så er en anden spiller, der ikke kommer med, slutter Peter Wang.

Inden skiftet til Phoenix Suns spillede 'Iffe' Lundberg for CSKA Moskva, men efter Ruslands invasion af Ukraine fik han ophævet sin kontrakt med storklubben fra den russiske hovedstad.