Basketball

Verdensstjerne bad træner sætte 'Iffe' på banen

En af ligaens største stjerner, Chris Paul, var med til at sikre, at 'Iffe’ Lundberg fik spilletid i NBA-kampen mellem Phoenix Suns og LA Lakers.

Det er sjældent det værste at være vellidt blandt dem, der har mest indflydelse.

Det blev Danmarks nye NBA-spiller Gabriel 'Iffe’ Lundberg i allerhøjeste grad bekræftet i onsdag morgen dansk tid.

Det viser en kæmpe respekt fra hans side

Gabriel 'Iffe’ Lundberg om Chris Paul

For her spillede danskerens hold Phoenix Suns mod LA Lakers, og længe lignede det, at opgøret blev uden dansk islæt på banen.

Men kort før slutfløjt rejste Suns-stjernen Chris Paul sig og gik hen til træner Monty Williams. Efter en kort sludder pegede Chris Paul over mod Gabriel 'Iffe’ Lundberg, og få sekunder senere blev danskeren indskiftet.

- Jeg ville bare have, at han kom ud og spillede. Så jeg fortalte træneren, at han ikke skulle glemme, at 'Iffe' sad på bænken.

- 'Iffe' har ikke været på holdet i mere end et par uger, men han er en virkelig god fyr. Måden, han er og spiller på, passer bare direkte ind på holdet. Så han skulle da ud og spille, siger Chris Paul efter opgøret til TV 2 SPORT.

Se situationen øverst i artiklen.

'Iffe' blev indskiftet med et minut og fire sekunder tilbage af opgøret. På sin korte tid på banen nåede han to succesrige afleveringer, en god aktion i forsvaret og en mistet bold.

Ydmyg 'Iffe' takker for gestus

Efter opgøret var danskeren enormt begejstret for sin hjemmebanedebut. Derfor sender han også varme tanker til Chris Paul, der var med til at sikre, at 'Iffe' overhovedet kom på banen.

- Det viser en kæmpe respekt fra hans (Chris Paul, red.) side. Og en kæmpe tillid. Han tager mig under sine vinger, og jeg var også henne og sige tusind tak bagefter. Det var virkelig godt lavet.

- Jeg ved ikke, om coach havde sat mig ind eller ej, men uanset hvad sætter jeg rigtigt stor pris på, at han gerne vil have mig ind for at se, hvad jeg kan. Det var stort af ham, fortæller Gabriel ’Iffe’ Lundberg til TV 2 SPORT efter kampen.

Phoenix Suns vandt kampen med 121-110, og kan nu prale af 63 sejre i NBA-grundspillet, hvilket er ny rekord for holdet.

Mens Suns kan glæde sig over at have overgået sig selv i grundspillet, kan gæsterne fra LA Lakers indstille sig på en lang sommerferie. Det tidligere mesterhold er nemlig uden chance for at komme med i årets NBA-slutspil.