Basketball

- Meget mere end godkendt, siger ekspert om ’Iffe’

’Iffe’ Lundberg scorede sine første NBA-point natten til torsdag dansk tid, hvor han var med til at bringe spændingen tilbage i en ensidig kamp.

’Iffe’ Lundbergs spæde NBA-karriere udvikler sig som planlagt.

Tidligt torsdag morgen fik danskeren hele fjerde quarter på banen, hvor han scorede sine første point og med fem assists satte et solidt aftryk i Phoenix Suns’ 113-109-nederlag til LA Clippers.

- Den her stat line er meget mere end godkendt, siger TV 2 SPORTs basketballekspert Peter Wang.

Lundbergs tredje NBA-kamp

  • 3 point
  • 5 assist
  • 2 rebounds
  • 1 steal
  • 1 turnover
  • Brænder 3 af 4 skud

Gabriel ’Iffe’ Lundberg kom på banen til fjerde quarter, så med 12 minutter på banen spillede han markant mere end de cirka fem minutter, han sammenlagt har fået i sine to første kampe.

Da ’Iffe’ kom på banen, var Suns bagud 87-61, og med seks minutter tilbage reducerede han til 102-82. Suns scorede 48 af holdets 109 point, mens 'Iffe' Lundberg spillede.

- Vi kunne godt sige, det er en ligegyldig 3’er i en kamp, der er afgjort. Men det er altså ikke ligegyldigt, fordi det for en spiller som ’Iffe’ Lundberg er så vigtigt at gribe de få chancer, han får, sagde Peter Wang efter danskerens scoring.

- I dag kommer han på banen på et helt andet tidspunkt end i de første to kampe, og nu skal han føle, han er en del af spillet. Det er virkelig dejligt og vigtigt for ’Iffe’ Lundberg at vise, at han kan være med, tilføjer eksperten.

Ud over en "mere end godkendt" stat line kan 'Iffe' Lundberg også tage en souvenir med fra kampen. Ifølge Duane Rankin, der dækker Suns tæt, fik danskeren bolden med hjem som minde om sine første point i NBA.