Basketball

Bakken Bears holder guldkurs med ny finalesejr

Bakken Bears er to sejre i DM-finalerne fra at vinde mesterskabet efter igen at have slået Svendborg Rabbits.

Det var ikke lige så overbevisende som i mandags, men ikke desto mindre tog Bakken Bears endnu en sejr over Svendborg Rabbits, da de to hold mødtes i den anden kamp i finaleserien om danmarksmesterskabet i basketball.

Bakken Bears indledte finaleserien med en knusende sejr på 118-72. Torsdag det endte 95-82, og fynboerne fik dermed en smule oprejsning ovenpå det ydmygende nederlag mandag.

Alligevel fører Bakken nu 2-0 i kampe. Der spilles bedst af syv kampe, så Aarhus-holdet er to sejre fra for sjette sæson i træk - og 20. gang i alt - at vinde DM.

Første periode sluttede med en føring til Bakken på fem point ved stillingen 26-21. Udeholdet trak yderligere fra i anden periode. Halvvejs gennem kampen stod der 53-44 i aarhusiansk favør.

Bakken udbyggede sin føring med et enkelt point i tredje point, og det var først til allersidst i fjerde periode, at Svendborg begyndte at nærme sig en smule.

Rabbits fik reduceret til 82-89, men det var småt med tid på kampuret, og Bakken kørte uden problemer sejren i hus.

De to hold mødes igen mandag aften i Vejlby-Risskov Hallen i Aarhus.

Svendborg kan trods den tunge start på finaleserien finde en smule håb i, at holdet i midten af april slog Bakken Bears i pokalfinalen.

Bakken Bears har i sine seneste fem DM-triumfer slået Horsens IC fire gange i finalerne. I 2019/20 blev mesterskabet tildelt Bakken på skrivebordet, da sæsonen blev afblæst før tid på grund af coronapandemien.

Randers Cimbria blev i den sæson kåret som sølvvindere, fordi kronjyderne lå nummer to i tabellen i grundspillet.

Før Bakkens seneste stime af danmarksmesterskaber vandt Horsens IC to år i træk i 2014/15 og 2015/16.