Basketball

Med dette skud vinder 12-årig dreng dyr ring – men han må ikke beholde den

Det er første gang i klubbens historie, at præmien bliver indløst.

I pausen af DM-finalen mellem Svendborg Rabbits og Bakken Bears, der blev vundet af sidstnævnte, skete der noget imponerende.

Her vandt 12-årige Alexander Kiefe Borup McIntyre nemlig en brilliantring til en værdi af 8000 danske kroner, fordi han "bestod" klubbens faste udfordring.

En udfordring, der ganske simpelt lyder på at ramme basketkurven med bolden fra midten af banen.

- Det var virkelig vildt. Det var nervepirrende, men virkelig fedt at ramme den. Jeg har skudt fra midten før, men jeg har ikke lige ramt den før, siger Alexander til TV 2 SPORT og fortæller så, at han slet ikke får lov til at beholde præmien:

- Jeg var bare glad. Det var virkelig, virkelig fedt. Jeg skal dog ikke bruge ringen til noget, for det var ikke rigtig mit skud. Det var en af min mors venner, der vandt skuddet fra lotteriet, og så bad de om min hjælp. Så jeg tog skuddet for hende, så præmien er faktisk hendes.

Udfordringen er noget, som Svendborg Rabbits arrangerer til hver hjemmekamp. Under DM-finalen torsdag aften var det Alexanders tur, og han var iskold, da han fik muligheden.

Han sendte bolden i kurven, og det havde han svært ved at få armene ned over.

Se bare videoen øverst i artiklen.

Alexander har spillet basketball i mere end otte år, og i Svendborg Rabbits håber man på, at Alexander er en kommende stjernespiller i klubben.

Det er første gang i klubbens historie, at præmien med en brilliantring bliver indløst. Det er nemlig første gang i de to år, de har kørt udfordringen, at en tilskuer rammer fra midten.