Golden State stormer mod NBA-finale
Stephen Curry lavede 33 point for Golden State Warriors, der for tredje gang slog Dallas i semifinalen.
Golden State Warriors nærmer sig med stormskridt finalen i den nordamerikanske basketliga NBA.
Natten til søndag hentede holdet den tredje sejr af tre mulige i semifinaleduellen mod Dallas Mavericks, der på udebane blev besejret med 109-100.
Stephen Curry og Andrew Wiggins førte an med henholdsvis 33 og 27 point for gæsterne, der trak fra i den sidste halvdel af opgøret.
Semifinalen afvikles som en bedst-ud-af-syv-serie, så Dallas Mavericks har fortsat chancen for at nå finalen, men sker det, så vil det være en historisk bedrift.
Det er således aldrig tidligere sket i NBA's 75 år lange historie, at et hold har spillet sig videre efter at have tabt de første tre kampe i slutspillet.
Semifinaleduellen fortsætter natten til onsdag, hvor de to hold endnu en gang mødes i Texas. De to første kampe blev spillet på Golden State Warriors' hjemmebane i Oakland.
Golden State Warriors vandt NBA-titlen i 2015, 2017 og 2018, men de to foregående sæsoner har været en ren nedtur for holdet fra Californien, da man ikke formåede at nå frem til slutspillet.
I den anden semifinale fører Miami Heat med 2-1 i kampe over Boston Celtics, inden de to hold mødes natten til tirsdag.