Basketball

NBA-sæsonens afgørende duel

I artiklen herunder kan du læse om sæsonens NBA-finaleserie, der bliver skudt i gang natten til fredag.

Efter 226 dages topbasket er vi nu nået til NBA-sæsonens afgørende duel.

Junis finaleserie kommer til at sætte det endelige punktum for jubilæumssæsonen i verdens bedste basketballliga, hvor vi skal have kåret en NBA-mester anno 2022.

Hvem vinder NBA-mesterskabet i år? Følg sæsonens afgørende serie på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY. Video: Kristoffer Vestrup

NBA-sæsonen 2021-22 startede tilbage i midten af oktober sidste år. Efter 82 grundspilskampe spillede de otte øverste hold fra hver af NBA-ligaens to halvdele (Eastern og Western Conference) sig videre til slutspillet.

Herefter har de 16 hold kæmpet i slutspillet, der afgøres i bedst-af-syv serier (red. det hold, der først vinder fire kampe avancerer til næste runde) og efter tre runder har vi nu fundet to finalister: en fra ligaens østlige side og en fra den vestlige.

Disse to hold skal nu spille endnu en bedst-af-syv serie, der afgør hvem der vinder sæsonens NBA-mesterskab.

Meget passende for denne jubilæumssæson, hvor man i de sidste otte måneder har hyldet ligaens glorværdige historie, er de to finalehold blandt de oprindelige mandskaber, der spillede med i ligaens debutsæson tilbage i 1946.

Deltagerne i sæsonens finaleserie er Boston Celtics fra Eastern Conference og Golden State Warriors fra Western Conference, der står overfor hinanden i NBA-finalerne for anden gang i historien.

For 58 år siden stod Warriors og Celtics også overfor hinanden i NBA-finalerne. Video: Kristoffer Vestrup

(Det seneste finalemøde mellem Warriors og Celtics var tilbage i 1964. Celtics vandt serien efter fem kampe og sikrede sig dermed mesterskabet).

Der venter et møde mellem to af de mest succesfulde NBA-hold i historien.

Boston Celtics skal spille med i deres 22. finaleserie i historien, mens Golden State Warriors er nået til finalerne for 12. gang i holdets historie.

Celtics og Warriors og også blandt de mest vindende hold i NBAs historie. Hvad end udfaldet af sæsonens finaleserie bliver, så vil det ændre på toppen af NBAs liste over vundne mesterskaber:

Selvom Celtics har overhånden i antallet af mesterskaber, så er det Golden State Warriors der har opnået mest succes i de seneste sæsoner.

Warriors har nemlig spillet sig i deres sjette finaleserie i de sidste otte sæsoner, mens Celtics’ seneste optræden i NBAs finaler var tilbage i 2010.

De to holds vej til denne sæsons finaleserie har været vidt forskellige oplevelser.

Siden holdets seneste finaledeltagelse i 2010 har Celtics forsøgt at genopbygge omkring flere forskellige spillere (Isaiah Thomas, Kyrie Irving, Gordon Hayward, Kemba Walker etc.), og holdet fra det nordøstlige USA har skam også opnået stor succes, i form af tre deltagelser i Eastern Conference Finals.

Efter et førsterunde-exit fra slutspillet i forrige sæson, gik Celtics ind til 21-22-sæsonen med et hold uden de store tilførsler, men med en stamme af egne udviklede spillere og med en ny cheftræner på sidelinjen.

Efter en halvsløj start på sæsonen, hvor traditionsklubben lå i den nedre halvdel af tabellen, fandt Celtics pludselig et andet gear i februar måned.

Celtics vandt 24 af deres sidste 30 grundspilskampe og endte på en andenplads i NBAs Eastern Conference.

I slutspillet udraderede Boston Celtics først forhåndsfavoritterne fra Brooklyn Nets (4-0 i kampe), inden de så skulle gennem to syv-kamps-serier for at nå til finalerne.

Først mod de forsvarende mestre fra Milwaukee Bucks og i Eastern Conference Finals-serien stod de så overfor førsteseedede Miami Heat, der blev besejret 100-96 her i søndags.

Der skulle samtlige syv mulige kampe til, før Boston Celtics kunne booke billet til sæsonens NBA-finaler. Video: Kristoffer Vestrup

Efter to sæsoner udenfor NBA-slutspillet, gik de sejrsvante Golden State Warriors gik ind til denne sæson med fornyet optimisme.

Med udsigten til at få profilen Klay Thompson tilbage fra sin årelange skadespause, og dermed genskabe mesterskabs-trioen bestående af Thompson, Stephen Curry og Draymond Green, lignede Warriors endnu engang et mandskab som man skulle tage alvorligt, i en stærk og uforudsigelig Western Conference.

(Hør mere om Thomas Bilde og Peter Wangs forudsigelser om Western Conference i vores NBA-podcast.)

Selvom Golden State måtte vente til januar, før de endelig fik Klay Thompson at se på banen igen, klarede holdet sig rigtigt godt i profilens fravær.

Warriors var et top fire hold i Western Conference i hele grundspillet og endte på en tredjeplads i ligaens vestlige halvdel.

I slutspillet spillede Warriors sig først forbi Denver Nuggets (der blev besejret 4-1 i kampe), inden de så stod overfor sæsonens store positive overraskelse i Memphis Grizzlies.

Tennessee-mandskabet blev ekspederet ud af slutspillet efter seks kampe, inden Golden State så igen gjorde kort proces i Western Conference Finals-serien mod Dallas Mavericks. Efter fem kampe mod Dallas-mandskabet, er Golden State Warriors altså klar til deres sjette finaleserie i de sidste otte sæsoner.

Sådan så det ud, da Golden State Warriors besejrede Dallas Mavericks i sæsonens Western Conference Finals-serie og dermed bookede billet til finalerne. Video: Kristoffer Vestrup

Boston Celtics og Golden State Warriors har mødt hinanden to gange i sæsonens grundspil.

Tilbage i midt-december hentede Warriors en 111-107 sejr i Boston, og i midten af marts var det så Celtics’ tur til at vinde på udebane.

Det seneste indbyrdes opgør endte 110-88 til Boston, efter et dramatisk opgør, der for en stund satte en dæmper på Warriors’ sæson:

Det seneste møde mellem Golden State Warriors og Boston Celtics blev spillet i midten af marts måned. Video: Kristoffer Vestrup

Der er heldigvis ikke store eller nævneværdige skader hos holdene i sæsonens finaleserie, hvor vi kan se frem til optrædener fra en række af NBAs største profiler.

Seriens ubestridt største stjerner må siges at være Stephen Curry hos Golden State Warriors og Jayson Tatum hos Boston Celtics.

34-årige Stephen Curry, der tidligere har vundet den prestigefyldte ’Most Valuable Player’-pris to gange, har været med til at sikre Golden State Warriors tre mesterskaber og har i denne sæson tilføjet flere imponerende bedrifter til CV’et.

I december satte Curry rekord som den spiller i NBAs historie med flest ramte skud bag trepointslinjen. I februar blev han ’All-Star Game Most Valuable Player’ og i maj kom han på All-NBA-andetholdet for sæsonen og vandt historiens første ’Western Conference Finals Most Valuable Player’-pris.

Der vil være meget fokus på Stephen Curry i sæsonens finaleserie, da Curry stadig mangler et enkelt NBA-trofæ til samlingen: nemlig at blive kåret som ’Finals Most Valuable Player’.

Han har vundet mesterskaber, MVP-trofæer og scoringstitler. Men Golden State Warriors' Stephen Curry er langt fra færdig. Video: Kristoffer Vestrup

24-årige Jayson Tatum er først lige begyndt sin rejse mod toppen af NBA.

Han har været topscorer for Boston Celtics i de sidste tre sæsoner, hvor han også er blevet udnævnt som All-Star-spiller. Det er blevet til to All-NBA-udnævnelser i karrieren indtil videre, hvor han har været med til at spille Celtics til tre Eastern Conference Finals-serier, og nu også en finaleserie.

Jayson Tatum blev desuden kåret som ’Eastern Conference Finals Most Valuable Player’ efter seriesejren over Miami Heat.

Sæsonens finaleserie kommer også til at byde på en række af NBAs bedste forsvarsspillere.

Celtics’ Marcus Smart vandt sæsonens ’Defensive Player of the Year’-pris og fik sammen med holdkammerat Robert Williams III og Warriors’ Draymond Green også en plads på et af sæsonens to All-Defensive-hold.

Draymond Green har også tidligere vundet ’Defensive Player of the Year’-prisen og er nu kommet på hele syv All-Defensive-hold i karrieren.

Golden State Warriors’ Klay Thompson (tredobbelt mester, 2x All-NBA-spiller) og Andrew Wiggins (Tidligere ’Rookie of the Year’ og starter i sæsonens All-Star-kamp) er bestemt også værd at nævne som profiler i serien, mens Jaylen Brown og Al Horford hos Celtics, begge tidligere har spillet med i NBAs All-Star-kamp.

På billedet herunder kan du se de to holds forventede startopstillinger til sæsonens finaleserie:

Finalerne skal spilles i Chase Center i San Fransisco og i TD Garden i Boston.

Golden State Warriors vandt flere grundspilskampe end Boston Celtics i denne sæson og har derfor hjemmebanefordelen i sæsonens finaleserie.

Det kommer til udtryk i, at Warriors har hjemmebane i fire af de evt. syv finalekampe (husk at serien er ovre, så snart et hold vinder fire kampe).

Her er trofæet som de 30 NBA-hold kæmper om: The Larry O'Brien Trophy. Video: Kristoffer Vestrup

Kampene spilles med et par dages mellemrum og starter alle midt på aftenen i USA, hvilket betyder at starttidspunkterne på kampene ser således ud i Danmark:

  • Kamp 1 – Torsdag d. 2. juni 03.00 (natten til fredag) Golden State Warriors vs. Boston Celtics
  • Kamp 2 – Søndag d. 5. juni 02.00 (natten til mandag) Golden State Warriors vs. Boston Celtics
  • Kamp 3 – Onsdag d. 8. juni 03.00 (natten til torsdag) Boston Celtics vs. Golden State Warriors
  • Kamp 4 – Fredag d. 10. juni 03.00 (natten til lørdag) Boston Celtics vs. Golden State Warriors
  • Kamp 5 – Mandag d. 13. juni 03.00 (natten til tirsdag) Golden State Warriors vs. Boston Celtics
  • Kamp 6 – Torsdag d. 16. juni 03.00 (natten til fredag) Boston Celtics vs. Golden State Warriors
  • Kamp 7 – Søndag d. 19. juni 02.00 (natten til mandag) Golden State Warriors vs. Boston Celtics
Hvem snupper NBA-mesterskabet i år? Her kan du se tilbage på de sidste 21 mestre i verdens bedste basketballliga. Video: Kristoffer Vestrup

Alle kampene sendes direkte på TV 2 Sport med Thomas Bilde, Peter Wang og Jens Laulund som kommentatorer. Kampene kan også følges på TV 2 PLAY, hvor man også kan se sammendrag af sæsonens finaler.

Afstemning

Hvem vinder NBA-finalerne 2022?

Du kan også holde dig opdateret med sæsonens NBA-finaler i vores NBA-podcast, der løbende følger op på resultater og nyheder fra serien.

Find podcasten 'TV 2 NBA' på din podcastapp, eller på ITunes, SoundCloud og Spotify.