Basketball

Stjerne bryder hulkende sammen efter NBA-triumf

Golden State Warriors' Steph Curry er blevet kåret som NBA-finaleseriens MVP og brød hulkende sammen efter sejren.

Da tiden næsten var løbet ud, gav han slip på sine følelser.

Stjernen Steph Curry var tydelig berørt og grædefærdig, da han og Golden State Warriors sikrede sig NBA-titlen efter en sejr på 4-2 i serien over Boston Celtics.

Det var også en tydeligt følelsesladet Steph Curry, som talte, efter at han med Golden State Warriors havde sikret holdet den syvende NBA-titel i holdets historie.

- Jeg er så stolt af denne her gruppe. Hver eneste dag takker jeg Gud for, at jeg kan dyrke denne fantastiske sport med sådan nogle fantastiske mennesker, siger Steph Curry.

Han spillede en kæmpe rolle i årets mesterskab. Selvom stjernespilleren havde døjet med en skade, leverede han trepointsscoringer på stribe.

Han har vundet alt nu. Der er ikke noget, han mangler. Det her er en af de helt store

Peter Wang, TV 2 SPORTs basketballekspert

- Det var det sidste, han manglede

Curry blev da også udnævnt som finaleseriens MVP (mest værdifulde spiller, red.). Det er første gang, han får den titel.

TV 2 SPORTs basketballeskpert Peter Wang mener, at titlen som MVP i finalen er med til at fuldende Curry som fænomen.

- Han har vundet alt nu. Nu er han også Finals MVP for første gang. Der er ikke noget, han mangler. Det her er en af de helt store. Vi er nødt til at putte Steph Curry ind blandt de bedste historisk set. Det her var det sidste, han manglede.

Det mest usandsynlige mesterskab

For bare to år siden blev holdet ramt af en lang række skader og rodede rundt i bunden af NBA-ligaen.

Denne sæsons mesterskab er da også blandt de mest uventede, siger holdets træner, Steve Kerr.

- Det her var nok det mest usandsynlige mesterskab.

- Men jeg hænger ud med superstjerner. Og når man hænger ud med superstjerner, sker der gode ting og sager, siger han.