Basketball

Superstjerne underskriver historisk kontrakt

Kontraktens længde passer med, at han kan spille sammen med sin søn fra 2024/25-sæsonen.

LeBron James har skrevet under på en toårig kontraktforlængelse med Los Angeles Lakers. Det melder flere amerikanske medier - heriblandt ESPN.

Dermed er James på kontrakt hos det legendariske franchise til og med sæsonen 2024/25, hvor han har en spilleroption. Til den tid kan han skifte frit, hvis det ønskes.

Kontraktforlængelsen har en værdi på 97,1 millioner dollars (710 millioner dansk kroner), og dermed rykker superstjernen med samlede 532 millioner dollars (3,8 milliarder kroner) op på en førsteplads over de bedste betalte NBA-spillere nogensinde i karrieregaranterede penge.

James var inden forlængelsen gået ind i den sidste sæson af sin kontrakt, der i den kommende sæson sikrer ham 44,5 millioner dollars (325 millioner kroner).

Planen er timet og tilrettelagt

LeBron James er ifølge ESPN begrænset til at underskrive en toårig forlængelse, fordi han i sin nuværende kontrakt fylder 38 år – det gør han den 30. december - og her har NBA særlige regler for forlængelser.

Det passer dog i udgangspunktet Lakers-stjernen godt.

James har en option for sæsonen 2024/25 og har flere gange nævnt, at han gerne vil spille med sin ældste søn, Bronny James Jr, der har øjnene rettet mod NBA-draften i 2024.

Historisk høje lønninger

De store kontrakter vælter frem i NBA, og det er tydeligt, at lønningerne til de bedste spillere ryger i vejret.

Blandt ikke-aktive spillere er Kevin Garnett den bedst betalte gennem tiden. Alligevel ligger Garnett på en 16. plads over de bedst betalte spillere i karrieregaranterede penge nogensinde, fordi mange af de aktive stjerner er på lange kontrakter, der sikrer dem penge de næste mange sæsoner.

Højst betalte NBA-spillere nogensinde med nuværende kontrakter

1. LeBron James, $528,992,480 (3,87 milliarder kr.)

2. Kevin Durant, $498,688,653 (3,64 milliarder kr.)

3. Stephen Curry, $470,090,010 (3,44 milliarder kr.) 

4. Damian Lillard, $449,910,157 (3,29 milliarder kr.)

5. Bradley Beal, $428,874,362 (3,13 milliarder kr.)

6. Chris Paul, $419,909,419 (3,07 milliarder kr.)

7. Nikola Jokic, $419,369,513 (3,06 milliarder kr.)

8. Karl-Anthony Towns, $406,491,723 (2,97 milliarder kr.)

9. Devin Booker, $390,756,853 (2,85 milliarder kr.)

10. Joel Embiid, $374,516,037 (2,74 milliarder kr.)

Kilde: Sportrac