Basketball

NBA fortsætter på TV 2s kanaler

TV 2 forlænger NBA-rettighederne og fortsætter med at vise masser af NBA på TV 2s sportskanaler og TV 2 PLAY.

Hvis man elsker basketball fra verdens bedste liga, NBA, er det her en af de gode nyheder.

For siden 2015 er der, til glæde for alle Danmarks basket-fans, blevet vist masser af NBA på TV 2 SPORT, TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY. Den tradition kan TV 2 fortsætte med, da rettighedsaftalen er blevet forlænget frem til 2025.

I den nye aftale inkluderer nu også NBA Play-in-turneringen og NBA 360, der byder på højdepunkter fra sæsonen, Classic Games og andet unikt NBA-indhold. På tværs af TV 2s platforme kan de danske basket-fans se mindst én daglig NBA-kamp hver dag i løbet af sæsonen inkl. weekendens kampe fra NBA Saturdays og NBA Sundays.

Samme folk i truppen

National Basketball Association, eller blot NBA, er verdens bedste basketball-liga, og i Danmark har de mange trofaste fans i flere år kunnet opleve de største stjerner som LeBron James, Stephen Curry og Kevin Durant på TV 2s sportskanaler og på TV 2 PLAY - og sådan bliver det altså også i de kommende år.

- TV 2 har haft fornøjelsen af at vise NBA siden 2015, og det er meget glædeligt for os nu at kunne forlænge den aftale. Vi elsker NBA på TV 2 og har med dygtige folk som Thomas Bilde, Peter Wang, Kristoffer Vestrup og Jacob Prytz opbygget et nært forhold til de mange danske NBA-fans med en stærk kombination af både faglighed og godt selskab. Vi glæder os til at fortsætte udviklingen med NBA på alle vores platforme, siger Kristian Hyldgaard, kanalchef på TV 2 SPORT, og fortsætter:

- Der er en øget interesse for basketball og NBA i Danmark, ikke mindst i den yngre målgruppe. NBA har altid har en innovativ tilgang til dækningen, og vi har gennem årene samarbejdet godt om at kunne udvikle rettigheden og mulighederne i at nå denne målgruppe. NBA og vores andre amerikanske sportsgrene supplerer hinanden godt, og alt i alt synes jeg, at vi har et fantastisk stærkt mix af den bedste amerikanske sport på TV 2 PLAY, siger Kristian Hyldgaard.

Den nye NBA-sæson starter 18. oktober, hvor sidste sæsons finalister Golden State Warriors og Boston Celtics tager imod henholdsvis L.A. Lakers og Philadelphia 76ers. TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY sender begge kampe fra åbningsaftenen med Thomas Bilde og Peter Wang i studiet.

Og allerede 6. og 8. oktober kl. 18.00 bliver der vist to preseason Global Games på TV 2 PLAY, hvor Milwaukee Bucks møder Atlanta Hawks to gange i Abu Dhabi.