Basketball

Stjerne sendte holdkammerat i gulvet - nu tager holdet ham til nåde

NBA-stjernen Draymond Green vender tilbage til Golden State Warriors-truppen, efter han i sidst uge var i slåskamp med en holdkammerat.

NBA-sæsonen er lige om hjørnet, og historierne er allerede mange inden den første kamp.

Verdens bedste basketball-liga indledes den 18. oktober, men allerede i sidste uge trak NBA overskrifterne i USA. Her var Golden State Warriors-stjernen Draymond Green centrum for en chokerende sag.

Billeder fra TMZ viste nemlig, hvordan forsvarsstjernen i forbindelse med en træning blev rasende på holdkammeraten Jordan Poole og sendte ham i gulvet med en voldsom knytnæve:

Green undskyldte efterfølgende til Poole og resten af holdet, og nu har Warriors taget ham til nåde.

På et pressemøde onsdag har Warriors' cheftræner, Steve Kerr, gjort det klart, at Green vender tilbage til holdet fra på torsdag. Kerr fortæller også, at Green er blevet straffet i form af en bøde.

Hvad bødens omfang lyder på, er uvist. Tilgivelsen af Green betyder, at han er til rådighed til en testkamp fredag aften, og at han vil være til rådig i NBA-åbningskampen.

"Det føles bare rigtigt"

Ifølge Kerr var det Warriors-stjernen Steph Curry, der faciliterede hele processen med at få genskabt båndene mellem Green, Poole og resten af holdet.

- Det føles bare rigtigt, siger Kerr afslutningsvist på pressemødet med hensyn til at tage Green tilbage på holdet.

32-årige Green, der har været en vital del af den historiske Warriors-æra, blev i sidste uges træning tilsyneladende provokeret af nogle ord fra 23-årige Poole.

Hvad Poole sagde, melder historierne ikke om, men fælles for de to profiler er, at de begge kæmper for en ny kontrakt hos storholdet.

Kan du ikke få nok af NBA? Så kan du på TV 2 PLAY se sæsonens to første afsnit af 'Crunch Time':