Basketball

Vild scoring satte arenaen i kog – og startede stort comeback

Aaron Gordon viste sig fra sin mest akrobatiske side natten til mandag, da han hjalp Denver Nuggets til sejr over Phoenix Suns.

Julen er hjerternes fest. Ikke gavernes fest.

Folk misforstår det af og til, men natten til mandag dansk tid var de fleste dog undskyldt. Her var der nemlig ikke meget at tage fejl af. Basketball-fans kunne åbne pakker i massevis, for der var gaveregn på menuen.

Christmas Day markerer årets nok største NBA-program, og perlerækken af prominente opgør blev afsluttet med et brag mellem Denver Nuggets og Phoenix Suns.

Mod afslutningen af fjerde og sidste quarter var Nuggets bagud med otte point, inden de reducerede til 100-106 med en vild scoring.

Aaron Gordon, den tidligere Dunk Contest-vinder, steg til vejrs og flåede nærmest arenaens loft af, da han brugte al sin kraft fra sine to meter og seks centimeter til at dunke bolden i kurven.

Arenaen eksploderede i ekstase, og de amerikanske kommentatorer kunne ikke forstå, hvad Gordon netop havde sat gang i.

- Gordon hamrer bolden i kurven med et tordendrøn, udbrød de ekstatisk fra sidelinjen, mens flere af tilskuerne så måbende til.

Nuggets kunne lige pludselig øjne comebacket, og tre flotte scoringer fra Jamal Murray sendte kampen i overtime med 113-113.

Her storspillede både Murray og Gordon, men særligt Nikola Jokic viste vejen for Nuggets. Han endte med at lave 41 point, 15 assists og 15 rebounds. Helt uhørt.

I de ekstra fem minutter, hvor Nuggets stille og roligt begyndte at trække fra, insisterede Gordon dog på at være dagens showmand.

Han sluttede således aftenen af med et dunk, som kommer til at blive vist igen og igen resten af denne sæson:

Nuggets vandt kampen med 128-125, og de stryger dermed helt til tops i den vestlige konference.