Basketball

Satte pointrekord i NBA-gyser: - Jeg har brug for en øl

Luka Doncic lavede 60 point, da Dallas Mavericks efter en hæsblæsende afslutning slog New York Knicks.

Godt 20.000 tilskuere fik noget for deres entrédollars, da de troppede op til NBA-kamp i American Airlines Center i Dallas natten til onsdag.

Ikke blot blev de vidne til et hæsblæsende comeback af hjemmeholdet Dallas Mavericks, som fra en næsten udsigtsløs position indhentede og siden besejrede New York Knicks med 126-121.

De så også den slovenske stjernespiller Luka Doncic levere en præstation til historiebøgerne.

23-årige Doncic lavede intet mindre end 60 point og satte dermed klubrekord med klar margin. Den tidligere rekord havde Dirk Nowitzki med 53 point i én kamp.

- Jeg har brug for en øl

Der er dog et stykke op til pointrekorden for hele NBA, som Wilt Chamberlain har siddet på i 60 år. Han lavede 100 point for Philadelphia Warriors i en kamp i 1962.

Ved siden af de mange point noterede Doncic sig også for 21 rebounds og 10 assister. Dermed kan han prale af den bedste såkaldte "triple-double" i NBA's historie.

Kun James Harden har tidligere lavet 60 point i en triple-double. Men han lavede "kun" 10 rebounds og 11 assister.

- Jeg er helvedes træt. Jeg har brug for en øl, sagde Doncic ifølge nyhedsbureauet AFP efter sin bemærkelsesværdige bedrift.

Et halvt minut før tid var holdet fra Texas ellers bagud med ni point, men fik alligevel kæmpet sig op på 115-115, inden sidste periode var forbi.

Doncic sørgede for overtid med fiks detalje

Det var Doncic, der stod for udligningen med en fiks detalje i de alleryderste sekunder.

Hans hold var tre point bagud, da sloveneren fik to forsøg på straffekast.

Doncic scorede på det første og forkortede afstanden til to point. Det næste brændte sloveneren med vilje, men sikrede sig rebounden og smed bolden i kurven og sørgede dermed for de to manglende point til regnskabet.

Dallas og Doncic fortsatte festen i overtiden, hvor sloveneren lavede 7 ud af sit holds 11 point. Det var nok til en sejr, der kort forinden virkede helt urealistisk.