'Rumvæsenet' fra Frankrig kan ændre hele NBA
En ung franskmand er ved at ændre fundamentalt på, hvad basketballverdenen troede, var muligt. Og inden længe indtager han verdens bedste liga, NBA.
Han er 223 centimer høj. Og han vokser stadig.
Den 19-årige franskmand Victor Wembanyama er inkarnationen af et nærmest utænkeligt ideal om den perfekte basketballspiller: Han er nemlig ikke kun gigantisk stor. Han mestrer samtidig driblingerne, afleveringerne, de små bevægelser, forsvarsspillet og skuddet fra distancen. Selv på PlayStation ville man ikke kunne lave den slags.
I denne sæson har han brændt den bedste franske liga af, og når han senere på året tager skiftet til den amerikanske NBA, står klubberne i kø for at få fingrene i ham.
- Han har ingen begrænsninger, som det ser ud lige nu, og han kan blive så revolutionerende, at han ændrer måden, man spiller basketball på, siger Jens Laulund, tidligere professionel basketballspiller og basketballekspert på TV 2 SPORT.
Perfekt cocktail af en basketballspiller
Wembanyama har afrikanske rødder, fra sin far, en tidligere congolesisk atletikudøver. Og så er han rundet af den europæiske basketballskole, hvor nøgleordene er alsidighed og holdånd. Alt sammen mixet sammen til en guddommelig cocktail af størrelse, bevægelighed og teknik, der gør ham til det mest interessante basketballtalent siden LeBron James.
Bare hans arme er på længde med Midgårdsormen. Når han folder sig ud, er der 245 centimer fra fingerspids til fingerspids. Så stort et vingefang er der ingen andre aktive NBA-spillere, der har. Han er som et rumvæsen, som LeBron James sagde, efter franskmanden sidste sommer var en tur i USA og spille et par træningskampe for fulde huse.
Også Kevin Durant, en af de bedste basketballspillere i nyere tid, har lovprist den unge knægt, der er vokset op lidt uden for Paris.
- Når han kommer herover, får ligaen virkelig problemer. Jeg er meget imponeret over ham, og jeg kan næsten ikke vente til, han kommer i NBA, har han sagt.
Blandt basketkendere er Victor Wembanyama allerede et varmt navn.
I indeværende sæson taler tallene da også for sig selv. Et gennemsnit på 23 point, 9 rebounds og 3 blokerede skud i den stærke franske liga. Det er ligabedst i alle tre kategorier. Han leverer bombastiske dunks over hjælpeløse modstandere og scorer nærmest surrealistisk smukke trepointsscoringer. Han er næsten for god til at være sand.
Publikum og fans har han for længst vundet med over en million følgere på Instagram, og hans kampe er de mest sete i fransk basketballs historie. De er vilde med Wembanyama. Det er ham, der muligvis skal tage over, når LeBron James og alle de andre stjerner er fortid.
- Han har svaret rigtigt på alle de spørgsmål, der er blevet stillet indtil videre. Han har klaret sig virkelig godt i en stærk fransk liga mod voksne mænd, så han ligner the real deal, lyder vurderingen fra Jens Laulund.
Kampen om at få fingrene i Wembanyama
Til sommer træder han ind blandt verdens største stjerner i NBA. Hvilken klub, der får lov at skrive kontrakt med ham, ved vi, når sæsonen er ovre.
Lige nu kæmper flere hold om at tabe så mange kampe som muligt. Det er nemlig de dårligst placerede hold i denne sæson, der får den største chance for at få fat i franskmanden, når der til juni skal draftes blandt de unge spillere.
- Win mañana for Wembanyama, som de siger i USA.
Vi snakker om et basketballtalent, man ikke har set i mange år. En spiller, der kan ændre NBA's magtbalance i årene, der kommer. Egentlig er det ikke et spørgsmål, om Wembanyama er klar til NBA. Det er han. Spørgsmålet er nærmere, om NBA er klar til Wembanyama.
Torsdag aften gæster NBA Wembanyamas hjemland, når Detroit Pistons møder Chicago Bulls i Paris.
Kampen kan ses på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY fra klokken 21.