Tårevædet LeBron James skriver historie
Los Angeles Lakers-spilleren går forbi Kareem Abdul-Jabbar, der har scoret 38.387 point.
LeBron James er den mest scorende spiller i NBA's historie.
Det står klart med hans scoring i slutningen af tredje periode mod Oklahoma City Thunder tidligt onsdag morgen dansk tid. Med 38.388 point går han forbi Kareem Abdul-Jabbar, som selv tog rekorden for 39 år siden.
Efter scoringen modtog James folkets hyldest på hjemmebane i Crypto.com Arena, og spillet blev stoppet, inden hans familie kom på banen. Han blev efterfølgende hyldet med en video på storskærmen i arenaen.
Los Angeles Lakers-stjernen med nummer seks på ryggen benyttede lejligheden til at takke alle enhver – blandt andet familien, holdet og flere i ligaen.
- Tak til alle Lakers-fans.
- Det er en ære at stå her sammen med en legende som Kareem Abdul-Jabbar. Jeg vil gerne takke min familie, venner og holdkammerater, der har været med på rejsen gennem de sidste 20 år. Jeres passion og ofre har hjulpet mig til at stå i denne situation, lyder det fra Lebron James.
Det synlige bevis
Den nu forhenværende rekordindehaver Kareem Abdul-Jabbar var også en del af den store begivenhed.
Umiddelbart efter scoringen kom han på banen og overrakte en bold som symbolet på, at rekorden skifter hænder.
Kampen blev genoptaget efter hyldesten, men hovedpersonen nåede "kun" at tilføje to mere til sin total, der i skrivende stund er 38.390. Lakers tabte kampen med 130-133.
Det er langt fra den eneste rekord, den ikoniske basketballspiller sidder på. Herunder kan du danne dig et overblik over udvalgte rekorder på hans imponerende CV.