Ikonisk Bryant-trøje solgt for rekordbeløb
Prisen er rekord for genstande, der har tilhørt basketspilleren, som omkom i en ulykke for tre år siden.
Den ikoniske basketballspiller Kobe Bryants spillertrøje er torsdag blevet solgt på auktion for 5,8 millioner dollar. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Prisen svarer til mere end 40 millioner kroner.
Kobe Bryant omkom i en helikopterulykke for tre år siden.
Auktionshuset Sotheby's i New York stod for salget, som har sat rekord for genstande, der har tilhørt Kobe Bryant.
Prisen blev dog noget lavere end forventet. Forud for auktionen var det spået, at salget af spillertrøjen kunne indbringe 7 millioner dollar.
5,8 millioner dollar er uanset hvad betydeligt højere end den hidtidige rekord for en salget af en trøje, der har tilhørt basketlegenden. 3,7 millioner dollar er den næstdyreste af hans trøjer solgt for.
Kobe Bryant har vundet den amerikanske basketliga NBA fem gange og har kunnet kalde sig olympisk guldvinder to gange.
Kobe Bryant er bredt anerkendt som en af de største stjerner i basketball nogensinde. Han var med til at vinde NBA fem gange i sin karriere, der startede i 1996.
Bryant indstillede karrieren i 2016. I to årtier spillede han for Los Angeles Lakers.