Lakers vinder drama trods "hjerneblødning"
LA Lakers er videre til playoff, hvor de møder Memphis Grizzlies. Der måtte dog overtid til, før kampen mod Minnesota Timberwolves blev afgjort.
Det traditionsrige NBA-mandskab LA Lakers stod nærmest med slutspilsbilletten i hånden, da der onsdag morgen dansk tid resterede 1,4 sekunder af Play In-kampen mod Minnesota Timberwolves.
Kort forinden havde superstjernen LeBron James netop vist, hvorfor han af mange betegnes som spillets bedste nogensinde, da han på elegant vis spillede holdkammeraten Dennis Schröder helt fri, så tyskeren med tre point kunne sende Lakers foran 98-95.
- Jeg har spillet spillet sådan, siden jeg var en dreng. Jeg læser forsvaret og stoler på mine holdkammerater. Han (Dennis Schröder, red.) sendte bolden i kurven, forklarede LeBron James efter kampen og ledte samtalen over på sekunderne efter, hvor føringen blev smidt.
- Desværre fik "AD" (Anthony Davis, red.) en hjerneblødning og ødelagde hans game winner.
Udligning efter tre straffekast
LA Lakers skulle nemlig bare forhindre, at Timberwolves formåede at score tre point i modsatte ende på de resterende 1,4 sekunder.
Det lykkedes, da udeholdet brændte deres skud, men i forsøget på at blokere afslutningen kom Lakers' Anthony Davis klodset flyvende over mod Mike Conley, så dommerne dømte fejl og tildelte Timberwolves tre straffekast.
De blev omsat af Conley, så den ordinære spilletid sluttede 98-98, og der måtte fem minutters overtid til.
Klar til slutspillet
Her blev det dog aldrig for alvor spændende, og LA Lakers kørte sejren hjem med 108-102. Det betyder, at de snupper en af de sidste pladser i slutspillet.
Efter kampen måtte Anthony Davis – på opfordring af LeBron James – også lige sende en undskyldning til holdkammeraten Dennis Schröder for at ødelægge hans mulighed for at lave den afgørende scoring.
- Jeg ødelagde det. Jeg undskylder helt sikkert. Undskyld, sagde "AD" med et smil på læben.
I første slutspilsrunde skal LA Lakers op imod Memphis Grizzlies, der sluttede grundspillet som nummer to i deres konference.
Minnesota Timberwolves får en sidste chance for at spille sig i slutspillet, når de møder New Orleans Pelicans eller Oklahoma City Thunder i en altafgørende kamp senere på ugen.