Stjerne nægter at spille i udlandet efter russisk mareridt
Torsdag udtalte Brittney Griner sig for første gang til pressen, efter hun i december kom hjem efter knap ti måneder i russisk fængsel.
Brittney Griner er færdig med at spille basketball i udenlandske klubber.
Det var hovedbudskabet fra den 32-årige basketballstjerne, da hun torsdag holdt pressekonference i Phoenix og her for første gang udtalte sig til medierne efter sin hjemkomst til USA i december sidste år.
- Jeg vil aldrig rejse til udlandet for at spille igen, medmindre det er for at repræsentere mit land til OL, siger Brittney Griner ifølge Los Angeles Times.
Griner blev fængslet i Rusland den 17. februar 2022, da hun blev stoppet i en lufthavn i Moskva med cannabisolie i bagagen.
Herefter blev hun dømt til ni års fængsel i Rusland og kunne altså ikke forlade landet. Men i december 2022 kom Griner så alligevel hjem til USA, der foretog en fangeudveksling med Rusland. Rusland fik til gengæld våbenhandleren Viktor Bout løsladt.
En hård tid
Brittney Griner har spillet for Phoenix Mercury i kvindernes NBA gennem hele sin karriere, men har også haft afstikkere undervejs til både kinesisk og altså også russisk basketball, hvor hun i korte periode i årene mellem 2014 og 2022 spillede for UMMC Ekaterinburg.
Og det var i forbindelse med et ophold her, at Griner kom i problemer sidste år.
En stor del af torsdagens pressekonference blev da også brugt på spørgsmål i stil med: Hvordan i alverden klarede du de ti måneder i et russisk fængsel?
- Bare ved at grave dybt ærligt talt. Du kommer til at møde modgang i løbet af dit liv. Det her var rimelig heftigt, men jeg stolede bare på, at jeg kunne komme igennem det med hårdt arbejde, siger Brittney Griner.
Tak for dækningen
Sagen fik enorm opmærksomhed i de amerikanske medier og var også et varmt politisk emne helt oppe på præsident Joe Bidens bord.
Anholdelsen fandt sted, kort inden Rusland invaderede Ukraine. Griners sag er derfor blevet viklet ind i de forværrede relationer mellem USA og Rusland på grund af krigen i Ukraine.
- Først og fremmest tak til jer alle for at dække sagen og give sagen den eksponering, der skulle til for at få mig hjem til min familie. Det sætter jeg virkelig pris på. Den eksponering var meget afgørende, siger Brittney Griner på pressemødet.
Men selvom hun aldrig selv igen vil rejse udenlands for at spille basketball, så forsvarer hun sin beslutning. Og hun forstår godt, hvad andre spillere måtte prøve lykken i et andet land.
- Hele grunden til, at mange af os rejser afsted, er det store løngab. Vi rejser afsted for at skabe indkomst til vores familier og for at forsørge os selv. Så jeg kommer ikke til at bebrejde nogle spillere for at rejse ud for at tjene lidt ekstra penge, siger Brittney Griner, der nu vil arbejde for at mindske forskellen på lønningerne til henholdsvis kvindelige og mandlige basketballspillere.
Brittney Griner er igen aktiv som basketballspiller for Phoenix Mercury.