Basketball

Ustyrlig Curry skriver historie

50 point fra Stephen Curry sikrede Golden State Warriors den samlede sejr over Sacramento Kings.

Stephen Curry leverede en vanvittig præstation, da Golden State Warriors søndag spillede sig videre i NBA-slutspillet med en 120-100-sejr over Sacramento Kings.

Her scorede Curry 50 point – som den første NBA-spiller nogensinde i en kamp syv. Personligt er det også en ny slutspilsrekord for stjernen.

Den tidligere rekord for antal point i en kamp syv havde Kevin Durant, da han scorede 48 point mod Milwaukee Bucks i 2021.

Med en samlet 4-3 sejr er de forsvarende mestre dermed klar til næste runde af slutspillet, hvor Los Angeles Lakers venter i den vestlige konferences semifinaler.

Mestrene viste klassen

Hjemmeholdet Sacramento Kings førte ellers 58-56 ved pausen – blandt andet takket været Domantas Sabonis' 16 point.

Men til slut viste Golden State Warriors endelig mesterskabsformen.

Det begyndte med en 35-23 tredje periode på baggrund af Currys 14 point og Klay Thompsons 9.

Selv om de var bagud med ti point ved starten af sidste periode, lykkedes det ikke Kings at begynde på noget, der lignede et comeback.

Kings havde egentlig hjemmebanefordelen, men Warriors vandt også på udebane i kamp fem.

Med to tidligere hjemmebanesejre var det nok til at sende Warriors videre i slutspillet.