Basketball

NBA-profil misser trecifret millionbeløb

TV 2 Sports basketballekspert Peter Wang har heller ikke Ja Morant på sæsonens hold.

Ja Morant har på det sportslige plan haft en flot sæson for Memphis Grizzlies, der sluttede på andenpladsen i NBA's vestlige konference.

Onsdag blev sløret løftet for sæsonens hold, og her blev der ingen plads til Ja Morant på nogen af de tre hold, selvom han har holdt et pointsnit på 26,2 point gennem 61 kampe.

At den 23-årige amerikaner er blevet forbigået på de tre hold, betyder ifølge Sports Illustrated, at Ja Morant går glip af 265 millioner danske kroner over de kommende år.

Sidste sommer satte han sin underskrift på en femårig aftale med Grizzlies, der vil indbringe ham i omegnen af 1,3 milliarder danske kroner. I aftalen var indskrevet en klausul, der vil sikre point guarden yderligere 265 millioner danske kroner, hvis han fik genvalg på et af de tre hold.

Det er udvalgte journalister, der stemmer om, hvilke spillere der har gjort sig fortjent til en plads på sæsonens hold. Her fik Ja Morant 10 stemmer til en plads på andetholdet og 14 stemmer på tredjeholdet ud af i alt 100 stemmer, hvilket altså ikke var nok til at sikre en af de eftertragtede pladser.

Ekspert er enig i fravalg

TV 2 Sports basketballekspert Peter Wang har heller ikke Ja Morant blandt de seks guard-pladser, der fordeles ud på de tre hold.

- Det er en lidt speget sag, fordi der kun er plads til to guards på hvert hold, så man skal være voldsomt god, for at det lykkes. Grizzlies er faktisk ret gode uden Morant.

Guards på årets hold i NBA

Førsteholdet:

  • Shai Gilgeous-Alexander, Oklahoma City Thunder
  • Luka Doncic, Dallas Mavericks

Andetholdet:

  • Donovan Mitchell, Cleveland Cavaliers
  • Stephen Curry, Golden State Warriors

Tredjeholdet:

  • De’Aaron Fox, Sacramento Kings
  • Damian Lillard, Portland Trail Blazers

Og netop vigtigheden på sit hold vægter højt, pointerer Wang.

- Han er supervigtig, men han er ikke umulig at undvære. Det ville eksempelvis De'Aaron Fox være for Sacramento Kings (Fox er på tredjeholdet, red.).

- Det er jo ikke, fordi Morant er dårlig. Der er bare rigtig mange værdige kandidater, og heller ikke i min bog er han én af dem, der kommer med.

En uheldig sag i rygsækken

Udenfor banen har Ja Morant også gjort opmærksom på sig selv i løbet af sæsonen – men af de forkerte årsager.

Tilbage i marts dukkede en video op af Morant på de sociale medier, hvor han viste en pistol på en natklub.

Det betød, at Grizzlies suspenderede profilen i otte kampe, mens den uheldige video efterfølgende fik Morant til at slette sin konto på de sociale medier Instagram og Twitter.

Postyret kan også have haft indflydelse på beslutningen, mener Peter Wang.

- Jeg tror, det spiller lidt ind, at han havde det besøg på natklubben. Det tror jeg ikke, man kan lade være med at have i overvejelserne.