- Til de børn, der ser op til mig. Jeg er ked af, jeg har fejlet som rollemodel

Ja Morant kommer ikke i aktion i de første 25 kampe i næste NBA-sæson, efter han er blevet set med en pistol i en video.

Ja Morant har dummet sig. Rigtig meget endda.

For Memphis Grizzlies' største profil må se til fra sidelinjen, når NBA-sæsonen begynder igen.

Stjernen er nemlig blevet tildelt hele 25 kampes karantæne, efter han blev fanget i en video med en pistol i hånden. En video, Morant tager stor afstand til. I et længere statement undskylder han til både klubben, sponsorer, NBA og også til de helt små fans af sporten.

- Til de børn, der ser op til mig. Jeg er ked af, jeg har fejlet som rollemodel. Jeg lover, at jeg bliver bedre. Jeg vil bruge off-season og min karantæneperiode til fortsat at arbejde på mit mentale helbred og min beslutningstagen.

Morant tilføjer også, at han vil holde formen ved lige under hele sin karantæneafsoning, inden han retter fokus mod sine holdkammerater:

- Jeg ved, at mine holdkammerater kommer til at holde stand, og jeg er så ked af, at jeg ikke vil være sammen med jer på banen i starten af sæsonen. Jeg håber, at I vil give mig chancen for at bevise over tid, at jeg er en anden mand end den, jeg har vist jer.

Ikke første gang Morant leger med pistoler

Grizzlies-profilen har haft lidt af en tendens med skydevåben. Han er nu flere gange blevet set med en pistol indenfor rækkevidde.

Første gang var på en natklub tilbage i marts. Sidenhen er han ad to omgange blevet spottet med en pistol under en livestream på Instagram. Det har tvunget NBA til at slå hårdt ned på Morants opførsel.

- Ja Morants beslutning om igen at sidde med et skydevåben på sociale medier er alarmerende og foruroligende taget i betragtning af, at han i marts gjorde det samme, hvilket han i forvejen var suspenderet i otte kampe for, lyder det i en udtalelse fra NBA's øverste chef, Adam Silver.

Memphis Grizzlies tog Ja Morant som det andet valg i NBA-draften i 2019, og han har siden udviklet sig til en stor stjerne på banen.

To gange har han været udvalgt til NBA's All Star-hold, ligesom han i sit første år i ligaen blev kåret som den bedste førsteårsspiller.

2022/23-sæsonen i NBA er netop overstået, mens 2023/24-sæsonen går i gang til oktober.