Her er fem NBA-stjerner, der kan skifte klub denne sommer

I weekenden åbner NBA’s transfervindue, og her kan flere af de største stjerner ende med at skifte klub.

Der kan ske store ting denne sommer i verdens største basketballliga, NBA, når transfervinduet – eller free agency, som de kalder det i USA – åbner i nat.

Flere af de helt store stjerner kommer nemlig fra skuffende sæsoner, og de er derfor blevet til varme navne på rygtebørsen.

Vi har fundet fem stjernespillere, som kan ende med at skifte klub, og vi har fået basketballekspert Jens Laulund til at give sin vurdering af dem.

Damian Lillard

Damian Lillard og Portland Trail Blazers kan muligvis være på vej mod en skilsmisse. 32-årige Lillard har spillet hele sin karriere i Portland, men klubben står nu over for en skillevej: Skal de forsøge at bygge et nyt hold op omkring Lillard, eller skal de begynde helt forfra?

Vælger de den sidste løsning, er det utænkeligt, at Damian Lillard bliver i klubben. Til gengæld vil flere klubber stå i kø for at få fat i ham, da han tilhører NBA's absolutte top.

Jens Laulunds vurdering:

- Hvis han på noget tidspunkt skal vinde et mesterskab, så skal han videre. Han står i et dilemma, hvor han enten skal satse på sit omdømme eller på at vinde trofæer. Bliver han i Portland, bliver han en af NBA's trofaste soldater, men han kan ikke vinde med det hold, de har.

Bud på klub: - Enten bliver han i Portland Trailblazers, eller også virker det mest oplagt med enten Brooklyn Nets eller Miami Heat, hvis han skifter.

Kyrie Irving

En af NBA’s mest omdiskuterede spillere er Dallas Mavericks’ Kyrie Irving. Irving har gjort sig uheldigt bemærket uden for banen ved blandt andet at have delt en antisemitisk dokumentar.

Nu har han så kontraktudløb og kan skifte gratis. I kulissen skulle Los Angeles Lakers angiveligt stå klar med et kontrakttilbud, så han og LeBron James kan genforenes som holdkammerater.

Jens Laulunds vurdering:

- Dallas Mavericks er tvunget til give ham en kæmpe kontrakt, hvilket han egentlig ikke fortjener. Det hele har været et mislykket projekt, men Dallas har givet sig selv kontraktmæssige håndjern på, da det er dem, der kan tilbyde ham flest penge denne sommer.

- De betalte alt for meget, da de købte ham, så de kan ikke bare lade ham gå gratis. Og de kan ikke få en bedre stjerne ind i stedet.

Bud på klub: - Han bliver i Dallas Mavericks med 95 procent sikkerhed.

James Harden

Torsdag aften kom det frem, at James Harden egentlig har forlænget sin kontrakt med Philadelphia 76ers, men det er kun med henblik på at blive solgt videre. Harden er efterhånden blevet 33 år, og han har tidligere spillet for Oklahoma City Thunder, Houston Rockets og Brooklyn Nets.

James Harden har tidligere vundet NBA's MVP-titel og anses stadig som en af ligaens bedste, offensive spillere.

Jens Laulunds vurdering:

- Harden har tidligere givet udtryk for, at gerne ville tilbage til Houston Rockets, men nu ser det ud til, at det bliver et helt andet sted. Harden har stadig et par gode år tilbage i sig.

Bud på klub: - Alt tyder jo på, at han ikke er i Philadelphia, når sæsonen går i gang. Det er svært at spå om, men lige nu ligner Los Angeles Clippers det varmeste navn.

Paul George

Efter fire år hos Los Angeles Clippers kan det være tid til, at Paul George skal væk fra Los Angeles, hvor han de seneste år har dannet duo med stjernespilleren Kawhi Leonard. Klubben har dog ikke opnået den ønskede succes, og nu skulle Clippers være klar til at sende ham på markedet. Blandt de interesserede klubber nævnes Los Angeles Lakers og New York Knicks.

Jens Laulunds vurdering:

- Los Angeles Clippers står i NBA's største dilemma, for deres to største stjerner spiller aldrig sammen. Så enten skal de sælge Paul George, eller også forlænger de med ham med fare for, at det kan blive en forfærdelig kontrakt om nogle år.

- Clippers har været topfavoritter i de sidste tre-fire år, men nu er de endt et sted, hvor man ikke længere tror på dem.

Bud på klub: - Los Angeles Clippers med 80 procent sandsynlighed. Jeg tror simpelthen ikke, at de tør lade ham gå.

Karl-Anthony Towns

Den 213 centimeter høje center-spiller Karl-Anthony Towns kan være fortid i Minnesota Timberwolves. Minnesota har haft en skuffende sæson, hvor samspillet mellem Towns og det franske nyindkøb Rudy Gobert aldrig har fungeret efter hensigten. Towns er 27 år og en topspiller på sin position.

Et af de varmeste rygter går på et skifte til Portland Trailblazers, hvis de da vælger at beholde Damian Lillard.

Jens Laulunds vurdering:

- Han er også en spiller, hvor man kan sige: Kan du vinde et mesterskab med ham som den bedste spiller? Jeg siger nej, for selvom han er en stjerne i grundspillet, så har han haft det svært i slutspillet.

- Minnesota kan ikke sælge Rudy Gobert, fordi han hænger på en lang og dyr kontrakt, så Karl-Anthony Towns er den eneste, de kan få noget for. Og jeg tror ikke engang, at Minnesota vil være et meget dårligere hold uden ham.

Bud på klub: - Mit umiddelbare bud er, at han bliver i Minnesota, men det er 50/50.