Rio 2016

Dansk BMX-håb kommer godt fra start ved OL

Simone Tetsche Christensen blev noteret for femtebedste tid, da BMX-kørerne onsdag kørte seedningsløb.

Den danske BMX-kører Simone Tetsche Christensen er kommet ganske fint fra start ved OL i Rio.

VM-bronzevinderen fra sidste år blev onsdag nummer 5 ud af 16 i seedningsløbet.

Alle kørere går videre til semifinalerne fredag, men jo bedre tid man får, jo bedre udgangspunkt kan man sikre sig i semifinalerne.

Danskeren blev noteret for tiden 35,251 sekunder. Bedst var den colombianske favorit Mariana Pajon, der både er regerende verdensmester og olympisk mester. Hun fik tiden 34,508 sekunder.

De 16 deltagere deles op i to semifinaler. I hver semifinale køres der tre heats, hvorefter de fire bedste fra hver semifinale går videre til finalen. Her køres der kun ét heat.

Hos herrerne er Danmark repræsenteret med Niklas Laustsen, der blev nummer 24 ud af 32 i seedningsløbet ved OL i Rio. Alle kørere går videre til kvartfinalerne torsdag.

Se Niklas Laustsens seedningsløb i videoen herunder.