Rio 2016

Styrtet dansker raser mod rival efter OL-exit: - Hun lægger hjernen oppe i starten

Simone Tetsche Christensen raser mod venezuelanske Stefany Hernández, der var skyld i danskerens styrt i andet semifinaleheat i BMX.

BMX-rytteren Simone Tetsche Christensen blev ikke én af de otte kvinder, der kørte om OL-guldet.

Hun formåede ikke at bliver blandt de fire bedste efter tre semifinaleheats, hvor hun to gange styrtede. Mens det sidste styrt var selvforskyldt, skyder hun skylden på rivalen Stefany Hernández, da danskeren røg i jorden i sidste sving i andet heat, hvor hun ellers lå på tredjepladsen.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at hende, der kører op i mig og selv vælter, vi ikke lige frem er penneveninder. Jeg synes, hun kører dårlig BMX. Jeg elsker BMX, fordi der er så meget ræs i det. Man skal være taktisk god, siger Tetsche til TV 2 SPORT.

- Hun lægger bare hjernen oppe i starten, og så kører hun bare. Hun er virkelig frustrerende at køre imod, for hun tager nogle latterlige overhalinger, hvor hun selv vælter i stedet for bare at holde en anden- eller tredjeplads i en OL-semifinale.

Hernández klarede sig videre til finalen som treer efter de tre heats, mens Simone Tetsche Christensen blev nummer fem, og hun var grædefærdig, da hun kørte over stregen.

Simone Tetsche

- Jeg har det sgu ikke særlig godt. Det er frygteligt at ende sådan her, når jeg føler mig virkelig godt kørende, og så ende på sådan nogle åndssvage styrt. Det er virkelig irriterende, siger Tetsche.

- Jeg rejser mig vildt godt i tredje heat. Det er svært at komme igennem det efter et styrt. Jeg står i starten med mega ro, og så bliver det bare noget kludder i sidste sving.

I sidste sving i tredje heat var hun nødt til at satse hele butikken, da hun lå på en placering, der ikke ville sikre hende en plads i finalen.

Selv om det umiddelbart efter den glippede finaleplads var svært at glæde sig over noget, mener den 22-årige dansker, at hun trods alt leverede varen ved sit første OL.

- Det har været en kæmpe oplevelse. Det har virkelig været stort. Det er træls at slutte af sådan her, men der er ikke så meget at gøre ved det. Det er mit første OL. Hvis jeg havde kørt som en sæk kartofler, havde det nok ikke været så galt, men jeg synes virkelig, jeg har kørt godt.