Boksning

Ali tog en del af min barndom med i evigheden

Når farvellet til en af boksningens allerstørste også er et farvel til en del af ens barndom.

The Greatest. Den største.

Man ved det ikke, mens man sidder og ser det ske for øjnene af én. Slet ikke, når man ikke har referencerammen på plads endnu. Når man først er ved at opbygge den. Lave sit helt eget kartotek, som alt skal opvejes imod.

The Greatest. De største øjeblikke.

Muhammad Ali var en fast del af min barndom. En rigtig far og søn-ting. Noget som min far og jeg havde sammen, når vi stod op klokken tre om natten for at se storskryderen Ali gå i ringen i direkte kampe sendt på tysk tv, men transmitteret hele vejen på tværs af Atlanten fra eksotiske steder som Madison Square Garden, Superdome og Las Vegas.

Det var store stunder af samhørighed, når min far kom ind på mit værelse og vækkede mig. Når vi satte os ned i stuen, og min far havde smurt en ostemad, og vi ventede på et - for os - ligegyldigt undercard skulle fejes til side, før han indtog ringen. Ham, der var den største. Muhammad Ali. The Greatest.

Det var ikke, fordi jeg dengang i min barndom helt kunne se mig ud af, hvor stor en bokser han var. Faktisk havde jeg tit og ofte en forkærlighed for hans modstandere. Earnie Shavers. Ken Norton. Joe Bugner. For Ali var noget helt særligt i en ring med sin overlegne dansende stil.

Det var ikke den stil, der var velset i huset, hvor jeg voksede op med en maskinarbejder som far og en sygehjælper som mor. Her skulle man ikke stikke ud. Her skulle man ikke gnide sin overlegenhed ud over ringen med flamboyant boksning og højt-på-strå-dansetri. Ikke noget med at gøre specielt opmærksom på sig selv. Her skulle man helst rette ind og ikke tage på svinkeærinder. Og var der noget Ali gjorde, så var det at tage på svinkeærinder.

Når han legede med sin modstandere, som han var dybt overlegne i ringen. Men også når han viste sine evner som storskryder og tværede dem ud verbalt med sine poetiske retirader, inden han lod handskerne tale.

Jeg var på en og samme tid fascineret og frastødt af en mand med så meget ego.

Så hjalp det heller ikke på min Ali-kærlighed eller mangel på samme, at irriterende Michael fra klassen - ham, som der er i alle klasser – var vild med stilen. Dyrkede den og dyrkede Ali.

Derfor havde jeg som oftest sympati for Alis modstandere. Underdogs. Når de gik i ringen mod suveræne Ali, så var det ikke bare en kamp mod den store mester, så var det også mit håb om, at kunne gnide et Ali nederlag godt og grundigt rundt i ansigtet på Michael.

Derfor havde jeg svært ved at se den største bokser i historien som den største. Jeg havde heller ikke noget at sammenligne med, for de kampe, som jeg så, var mine første kampe. Min første erfaring med professionel sværvægtsboksning i en fantastisk æra med store stjerner som Joe Frazier, George Foremann, Ken Norton, Leon Spinks og en ung Larry Holmes.

Faktisk kan man med et godt glimt i øjet sige, at Muhammad Ali introducerede mig til boksning – og det med en af de bedste kampe nogensinde. The Rumble in the Jungle, der er den første kamp, jeg kan huske at have set live på tv.

Mødet med Foreman i Kinshasha i Zaire i 1974, da jeg var syv år gammel, og min far havde inviteret venner til at se den hjemme i stuen.

Og der blandt voksne, der sad parat med øl og snitter, sad jeg og fik en formidabel bokseoplevelse, som jeg først har kunnet sætte i en ramme mange år efter.

For der skulle mange års kampe til. Der skulle også konsumeres flere bøger og ses dokumentarer, før det stod klart, hvilket comeback, Muhammad Ali leverede i lige netop det opgør mod den voldsomme KO-maskine Foremann.

På samme måde skulle jeg bruge en hel del tid på at finde ud af, at den Muhammad Ali, som jeg i samtiden ikke havde redskaberne til at hylde på rette vis, endnu ikke havde det indre arkiv til at værdsætte, var den største – The Greatest.

Også selvom han sensationelt blev besejret af Leon Spinks i en VM-kamp i 1978 på Hilton Hotel i Las Vegas. Det var hans fjerdesidste kamp. Det var en mester på vej ned. Og det var ikke et nederlag, som jeg fik tværet rundt i hovedet på Michael. For det gjorde på en eller anden måde også ondt på mig.

For det er ikke kønt, når en stor mester forlader sin karriere med bøjet nakke.

Det gjorde Ali desværre i kampe mod Larry Holmes og Trevor Berbick. De comeback-forsøg blev de skår i karrieren, som ikke klæder en mester af hans kaliber.

For han var en mester. Ikke bare i ringen, men i den grad også uden for. En mand, der turde sætte sig op mod systemet, mod Vietnam-krigen, mod racisme og borgerrettighedsproblemer. En mand, der satte sin sportslige succes ind på det, han mente var en bedre verden, og blev frataget verdensmester-titler. En mand, der betalte dyrt, fordi han ikke gik på kompromis med sine egne værdier.

De ting, jeg ikke anede noget om som en lyshåret knægt i et villakvarter på Sydfyn, men som jeg siden fik bygget på min egen Ali-historie, og som har betydet, at Ali faktisk blev større efter sin karriere, end mens jeg så den klinge ud fra Rumble in the Jungle til et trist pointnederlag til Berbick på Bahamas i karrierens sidste kamp.

I nat døde han så. Elegantieren, der dansede som en sommerfugl, men stak som en bi.

I nat tog han noget af min barndom med sig i ud i evigheden.