Rio 2016

Muhammad Ali: OL-borgmesteren der inspirerede en hel generation

Cassius Clay vandt guld ved OL i Rom i 1960, men det var hans liv uden for ringen, der inspirerede det måske mest berømte OL-fotografi nogensinde.

- Alle har en Ali-historie, sagde Bill Clinton, USA's tidligere præsident, da Muhammad Ali blev stedt til hvile i Louisville, Kentucky tidligere på sommeren.

Faktaboks til OL-features

Hver dag frem mod OL i Rio beskriver TV 2 SPORT i lange fortællinger nogle store øjeblikke eller store personligheder i OL-historien.

Fredag indledte vi serien med den brasilianske fodboldstjerne Neymar, der har gjort sig upopulær blandt mange i Brasilien. Er han et monster eller en helgen?

Lørdag fortsætter vi med historien om Muhammad Ali, der brød igennem ved OL i 1960 og skabte fundamentet til sin efterfølgende store boksekarriere.

At dømme efter anekdoterne, der cirkulerede i verdensomspændende medier i dagene omkring Alis død, havde Clinton ret.

500.000 mennesker mødte angiveligt op til Alis begravelsesprocession og flere end 22.000 venner, bekendte og berømtheder viste ved deres fremmøde i KFC Yum! Center en sidste respekt.

Muhammad Alis janazah torsdag den 9. juni og den endnu større begravelsesceremoni fredag, var udtryk for sjælden religiøs harmoni i USA med fokus stift rettet mod fred og fællesskab.

I en tid, hvor ledende amerikanske politikere krævede USA’s grænser lukket for muslimer, var det så meget desto mere bemærkelsesværdigt, at store dele af USA’s og verdens befolkning, høj som lav, muslim, kristen, jøde eller ateist, denne dag hyldede verdens måske mest berømte muslim.

Alle havde virkelig en Ali-historie. Men historien om Ali i 2016 var markant anderledes end historien om Ali et halvt århundrede tidligere. Til at starte med, dengang Ali stadig hed Cassius Clay, fortalte han historier om sig selv, men efter OL i Rom i 1960, stod det klart for de fleste, ikke mindst journalisterne, at der var mange historier, der skulle fortælles om denne usædvanlige bokser fra Kentucky.

I løbet af et årti satte Cassius Clay gang i tanker, samtaler og bevægelser, der fortsat trækker dybe spor i amerikansk (sports)historie, og samtidig inspirerede det måske mest berømte fotografi i Olympisk historie.

”Frihed” i USA og frihed i Rom

USA’s OL-deltagere mødtes på et hotel midt på Manhattan forud for afrejsen til OL i 1960. Newsweeks Dick Schaap mødte den 18-årige bokser og tilbød at vise ham den del af New York, der lå nord for Central Park, nærmere bestemt Harlem, så han kunne hilse på sit idol Sugar Ray Robinson.

I bilen på vej fra hotellet til Harlem holdt Cassius Clay, som Schaap huskede det, enetale:

Jeg er stor, jeg er smuk, jeg skal til Rom og besejre alle de andre katte og derefter hjem som professionel for at blive verdensmester

Cassius Clay i 1960

- Jeg er stor, jeg er smuk, jeg skal til Rom og besejre alle de andre katte og derefter hjem som professionel for at blive verdensmester.

Cassius Clay var så ligefrem, så ærlig, at han - allerede i den alder - var humoristisk, karismatisk og magnetisk. Men da Schaap og Clay, i selskab med talentfulde Wilbert McClure, nåede Sugar Ray Robinsons bar i krydset mellem 7. Avenue og 124. gade, blev Kentucky-talentet stille for en stund.

En sort landsmand stod på en sæbeboks og opfordrede alle til at købe produkter lavet lokalt i Harlem og boykotte produkter lavet af hvide landsmænd. Schaap beskrev en Cassius Clay, der rystede på hovedet, og ikke kunne forstå hvordan manden bag protestaktionen ”kunne tillade sig at tale sådan.”

- Kommer han ikke i problemer? spurgte Clay.

Kommentaren var sigende for opfattelsen af raceforhold i USA i 1960, ikke mindst i Cassius Clays hjemstat Kentucky. Den tidligere slavestat havde spillet en afgørende rolle i den borgerkrig, der mellem 1861 og 1865 sikrede fire millioner slaver i sydstaterne friheden. Frihed var til gengæld langt fra lighed i USA.

For de tidligere slaver var adgang til uddannelse, jobmarked og retssystem i flere generationer en nærmest uopnåelig drøm. Og de, der forsøgte at kræve adgang, blev ofte mødt med vold.

Forbindelsen mellem slaveriet og situationen i Kentucky var derfor en naturlig del af 18-årige Cassius Clays opvækst, ikke mindst fordi han var opkaldt efter en slaveejer (om end en slaveejer, der blev kendt som slaverimodstander), men da boksetalentet tog til Rom i 1960 for at repræsentere sit land, lagde han de mest åbenlyse problemer bag sig. For en stund.   

OL-byens borgmester

OL i 1960 blev ét langt triumftog for Cassius Clay. I sin første kamp stoppede Clay sin belgiske modstander Yvon Becot, og i de næste opgør vandt den unge amerikaner klart på point. Cassius Clays stjerne nåede endnu højere, da han i finalen besejrede polakken Zbigniew Pietrzykowski trods en halvdårlig første omgang. Og efter en uges hurtige kombinationer var Cassius Clay pludselig blevet så godt kendt i OL-byen, at hans kvikke stil, ifølge Schaap, gav ham tilnavnet 'The Mayor of Olympic Village' - OL-byens borgmester.

Men Clay var også på vej til at blive en national berømthed uden for atleternes lille landsby. I en tid, da antallet af tv-apparater voksede støt i den amerikanske befolkning, nåede den unge boksers præstation ud til landsmænd på en måde, det aldrig tidligere havde været muligt.

Cassius Clay var med andre ord blevet en beundret sort atlet i en tid, da sorte mænd i Kentucky sjældent blev omtalt positivt. Clays ligefremme og vindende personlighed gjorde hans udtalelser eftertragtede for pressen, men når snakken - oftest indledt af udenlandske journalister - faldt på amerikanske raceforhold, var Cassius Clays svar indledningsvis usædvanligt diplomatisk.

Efter finalesejren over Pietrzykowski spurgte en russisk journalist, hvordan det føltes at vinde hæder og ære på vegne af en nation, der ikke en gang tillod en guldvinder som Clay at spise udvalgte steder i sin hjemby.

- Fortæl dine læsere, at vi har kvalificerede folk, der arbejder på det, og jeg er ikke bekymret for udfaldet. For mig er USA stadig det bedste land i verden, indbefattet dit eget. Det er måske svært at få noget at spise nogle gange, men jeg kæmper ikke mod alligatorer eller bor i en lerhytte, svarede Clay.

Alligevel stod det i stigende grad klart for den unge bokser, at de kvalificerede folk, der arbejdede på raceproblemerne, ikke arbejdede hurtigt nok. Da den nykårede olympiske mester vendte hjem til Louisville, bogstaveligt talt med guldmedaljen om halsen, blev han i første omgang modtaget som - og omtalt af borgmesteren Bruce Hoblitzell som - ”en inspiration for unge mennesker i byen.”

Det lokale erhvervsråd kunne ”ikke finde tid” til at afholde en middag for Ali, og en lokal restaurant nægtede at servere Clay så meget som et glas appelsinjuice

Men det lokale erhvervsråd kunne ”ikke finde tid” til at afholde en middag for Ali, og en lokal restaurant nægtede at servere Clay så meget som et glas appelsinjuice.

Til trods for problemerne i Kentucky, satte en gruppe af Louisvilles hvide borgere, den såkaldte Louisville Sponsoring Group, gang i Cassius Clays professionelle karriere. Gruppen bestående af 11 stenrige forretningsfolk, der for de flestes vedkommende var medlemmer af eksklusive foreninger i både økonomisk og racemæssig forstand, investerede i det unge talent, som straks gik i hård træning for at nå sit livs mål - verdensmesterskabet i sværvægtsboksning.

Clay og hans sponsorer kunne ikke spise på de samme restauranter, men den finansielle støtte betød, at den unge bokser ikke blev kontrolleret af mafiaen, som det var tilfældet med så mange andre boksere forud for 1960 - ikke mindst Sonny Liston, den mest frygtindgydende professionelle bokser i verden.

Da Cassius Clay endelig fik chancen mod verdensmesteren i 1964, blev det således et afgørende øjeblik i hans karriere - og på mange måder også i amerikansk historie.

Bjørnejagt

Den 25. februar 1964 trådte Cassius Clay ind i ringen i Miami Convention Hall. Med egne ord smuk, hurtig og veltrænet. Med stålsat fokus bevægede han sig hurtigt på stedet, mens han ventede på den chance, han i en årrække havde drømt om. Men for første gang i sit liv, var han bange.

Modstanderen Liston nærede ingen varme følelser over for udfordreren. Clay havde plaget ham med sin tilstedeværelse lige siden ankomsten til Miami. Selvom han ikke ville indrømme det udadtil, så irriterede det Liston, der blev kaldt ”big bear”, når den 22-årige knægt kaldte ham ”big ugly bear”, højlydt råbte, at han skulle i gang med ”bear hunting season”, og forudsagde at bjørnen ville vælte. Nu skulle Clay have nogen på nakken - og gerne så hurtigt som muligt. Liston var nemlig ikke i form. Det kunne ingen til gengæld se, da han trådte ind i ringen et par minutter efter Clay.

Han bar en hættekåbe, hans øjne var ubekymrede, blanke, de døde øjne en mand får, når han aldrig har fået en tjeneste i livet og heller aldrig givet en

forfatteren David Remnick om Sonny Liston

- Han bar en hættekåbe, hans øjne var ubekymrede, blanke, de døde øjne en mand får, når han aldrig har fået en tjeneste i livet og heller aldrig givet en, skrev forfatteren David Remnick.

Ligesom Liston selv forventede alle udenforstående, at mesteren ville afgøre kampen i løbet af kort tid. Oddsene på en sejr til udfordreren var syv til én, og ifølge Remnick var The New York Times-journalisten Robert Lipsyte blevet bedt om at researche ruten fra Miami Convention Hall til det nærmeste hospital for at kunne følge historien, når Cassius Clay skulle indlægges efter kampen.

Men inden for tovene stod Cassius Clay, trods sin frygt, klar. Dette var muligheden for at nå til tops i boksesporten, muligheden for hæder, ære, uafhængighed og opnåelsen af en drøm, han havde haft siden 12-års alderen. Få meter derfra, på sæde nummer syv, iagttog Malcolm X sin ven dansende let henover kanvassen, mens han slog huller i den grå cigartåge. Alle ventede nu kun på gongongen.

Hen mod klokken 22 om aftenen gik kampen i gang. Cassius Clay dansede rundt i ringen og jabbede med sin venstre arm, mens Liston forsøgte at fange den yngre bokser længe nok til at sende sine kraftfulde - men langsommere - slag afsted. Gang på gang missede Liston, og gang på gang ramte udfordreren.

Til alles store overraskelse stod Cassius Clay stadig på benene efter første omgang, mens Listons ansigt så småt var begyndt at hæve under øjnene. Mønsteret gentog sig i de næste to omgange, og Liston, som nu havde en flænge under sit højre øje, kunne fornemme energien begynde at sive ud af kroppen. Mellem tredje og fjerde omgang beordrede han derfor, ifølge journalisten Jack McKinney, sine hjælpere i ringhjørnet til at smøre en substans på handskerne, som ville blænde Clay og gøre det muligt at slå ham ud.

Selvom det aldrig definitivt er bevist, at Liston snød på vej ind til fjerde omgang, så beskrev Clay i et interview med forfatteren Alex Haley, offentliggjort i Playboy, at et eller andet havde været helt galt.

Lige pludselig havde jeg fornemmelsen af, at jeg havde syre i øjnene. Mit syn blev helt uklart, og jeg havde en brændende fornemmelse

Cassius Clay om kampen mod Sonny Liston

- Lige pludselig havde jeg fornemmelsen af, at jeg havde syre i øjnene. Mit syn blev helt uklart, og jeg havde en brændende fornemmelse. Det var kun lige, at jeg kunne finde tilbage til mit ringhjørne, hvor jeg sagde til Angelo Dundee, at han skulle skære mine handsker op, og føre mig ud af hallen.

Clays trænere havde dog held til at vaske en smule af substansen ud af den panikslagne boksers øjne, og selvom han gennem hele femte omgang blot forsøgte at overleve, med venstre hånd foran sig som en blindestok, så lykkedes det at komme forholdsvis helskindet tilbage til ringhjørnet.

Herefter vendte synet, og Clays selvtillid, tilbage, og Liston blev ramt så mange gange, især af to hårde hooks mod slutningen af omgangen, at han gav op på vej ind til syvende omgang. Cassius Clay var verdensmester. Ellevild. Til alle, der kunne - og ville - høre på det, skreg han:

- I am the king of the world.

Næste dag indkaldte Cassius Clay til pressemøde. Her erklærede den nykårede verdensmester sig en del af den kontroversielle bevægelser ”Nation of Islam,” og ændrede sit navn til Muhammad. Først X. Siden Ali. Samtidig indledte han sin karrieres sværeste - men set fra 2016 også den mest beundringsværdige - periode.

Vietnam og Black Power

”Nation of Islam” blev stiftet i 1930 med det formål at forbedre forholdene for sorte amerikanere inden for landets grænser. Men med hvilke midler og mod hvilke mål var ikke altid klart. Muhammad Ali fremhævede oftest bevægelsens fredelige facetter (”jeg tror på Allah, og jeg tror på fred”), mens hans ven Malcolm X var mere militant i sine udtalelser rettet mod USA's hvide befolkning (”hvis I lægger hånd på os og tror, at vi vender den anden kind til, så tager vi livet af jer”). Ikke overraskende hæftede den bredere offentlighed - gennem medierne - sig mest ved Malcolm X's fortolkning og anså ”Nation of Islam” som en fordomsfuld, hvis ikke rent ud racistisk, bevægelse.

Af samme grund reagerede stort set alle, der fulgte Muhammad Alis karriere, stærkt på hans pressekonferencer. Sportsjournalisten Jimmy Cannon gik endda så langt som at sammenligne Alis forhold til ”Nation of Islam” med Max Schmelings forhold til nazisterne. Men Ali stod fast i sin beslutning og føjede endnu et lag til sit allerede imponerende renomé, da han i maj 1965 vandt en revanchekamp mod Sonny Liston.

Duellen blev denne gang afgjort på knockout i første runde og førte til et øjeblik, der blev udødeliggjort af fotografen Neil Leifer, da han fangede sejrsherren stående over sin forslåede modstander med den kraftfulde højre arm spændt. Senere på året besejrede Ali også den tidligere verdensmester Floyd Patterson, men måtte herefter fortsætte karrieren mod mindre navne i Canada. Årsagen var Vietnamkrigen.

I begyndelsen af 1966 havde Muhammad Ali slået fast over for de amerikanske myndigheder, at det var imod hans religion og hans politiske overbevisning at lade sig tvangsudskrive til krig (”jeg har intet at skændes med Viet Cong om,” og ”mit folks ægte fjende er her”). Og med ét slag mistede Muhammad Ali sit pas, sin VM-titel og i store dele af landet tilmed sin popularitet.

Sportsjournalisten Red Smith skrev, at bokseren var ligeså ynkelig som de uvaskede rødder, der strejkede og demonstrerede mod krigen. Men med sin principfasthed - og ikke mindst boksekunnen - fortsatte Ali med at inspirere yngre atleter.

Da Ali endegyldigt nægtede at træde ind i hæren den 28. april 1967, trådte han i stedet ind i fredsbevægelsen. Den nu tidligere verdensmester var suspenderet fra al bokseaktivitet i USA og kunne ikke rejse, så blandt nogle af de sorte universitetsstuderende, der havde fulgt hans karriere, satte man nu fokus på protester, som blandt andet støttede Ali.

Blandt de unge atleter, der gik aktivt ind i arbejdet med at sikre lighed rettigheder og krævede Alis bokselicens tilbage under trussel af en OL-boykot, var de to unge atletikudøvere Tommie Smith og John Carlos. Muhammad Ali var blevet et forbillede og et eksempel på den tætte forbindelse mellem sport og politik, trods olympiske idealer om det modsatte.

Et øjeblik der ændrede OL-historien

Da Tommie Smith vandt 200 meter-finalen ved OL i Mexico i 1968 hævede han sammen med Carlos sin højre arm og knyttede næven i solidaritet med den ”black power-"bevægelse, som Malcolm X og Muhammad Ali havde været med til at sætte i gang.

Som tennisspilleren Arthur Ashe, der også tog aktivt del i borgerrettighedsbevægelsen, senere formulerede det:

Det er min holdning, at hvis Ali ikke havde gjort hvad han gjorde, så ville Tommie Smith og John Carlos ikke have hævet deres knytnæve

tennisspilleren og borgerrettighedsforekæmperen Arthur Ashe

- Det er min holdning, at hvis Ali ikke havde gjort hvad han gjorde, så ville Tommie Smith og John Carlos ikke have hævet deres knytnæve. Ali må have ligget i baghovedet på dem. Han var i det store hele ansvarlig for forventningen om, at det var en sort atlets ansvar at involvere sig, og han havde mere på spil end nogen af os andre.

Foreman og eftermælet

I kontrast til Smiths og Carlos' gestus efter deres OL-sejr gik George Foreman, som samme år vandt guld i boksning, rundt med et amerikansk flag, som han viftede begejstret i alle ringhjørnerne. For sin handling vandt Foreman hæder, mens Carlos og Smith blev smidt hjem af den amerikanske olympiske komité og udelukket fra al amatørkonkurrence på livstid.

Selvom de senere blev indlemmet i atletikkens Hall of fame, ofrede de i 1968 deres sportslige karriere for politiske principper, nærmest præcis som Muhammad Ali. Men hvor boksestjernen fik lov til at genoptage karrieren efter tre års udelukkelse, var reaktionen mod Smith og Carlos så stærk, at de aldrig fik en ny chance.

Sportsjournalisten Brent Musburger kaldte dem i en artikel, der for alvor påvirkede de to atletikudøvere, for ”mørkhudede stormtropper”, og i kølvandet på sådanne artikler kom Smith og Carlos aldrig tilbage. Smith, en af USA’s hurtigste atleter, var blevet valgt af NFL-holdet Los Angeles Rams forud for OL, men kunne ikke skrive under på kontrakten på grund af de olympiske bestemmelser om amatørstatus, og da han vendte tilbage til USA, trak Rams aftalen tilbage.

Midt imellem OL i Mexico i 1968 og OL i München i 1972 fik Muhammad Ali lov til at vende tilbage til professionel boksning. George Foreman var året forinden blevet professionel, og erobrede i 1972 VM-titlen fra George Frazier, hvilket, både for presse og tilhængere, gjorde kampen mod Ali i 1974 til en af de mest interessante i boksehistorien. Ali, der havde været blandt inspirationskilderne for Smith og Carlos, imod Foreman, den sorte atlet, som med sin OL-fejring tilsyneladende tog afstand fra 200-meter løberne.

Hvis ”The Rumble in the Jungle,” var en kamp om sorte atleters ret til ytringsfrihed, så efterlod Muhammad Ali i sidste ende ingen tvivl. Efter at have kørt George Foreman træt slog Muhammad Ali sin yngre rival ud i ottende omgang, generobrede VM-titlen og sikrede sig endegyldigt det sportslige og menneskelige eftermæle, som hele verden hyldede - først i 1996, da han tændte den olympiske ild ved OL i Atlanta, og 20 år senere ved begravelsesceremonien i Louisville.

Før 1968 kunne man i USA ikke være både kritisk og nationalhelt. I 2016 blev Muhammad Ali hyldet for at være begge dele. Som Alis kone, Lonnie, udtrykte det:

- Muhammad protesterede muligvis mod sin regering, men han stak aldrig af fra den.

I en ceremoni, der med udgangspunkt i islam hyldede verdens religioner og menneskehedens fælles fredelige interesser, beskrev den tidligere præsident Bill Clinton den netop afdøde bokser, som ”den universelle kriger for en fælles menneskehed.”

Kilder

Alex Haley: “Alex Haley interviews Cassius Clay (Muhammad Ali)”. Playboy Magazine. October, 1964.
http://www.alex-haley.com/alex_haley_cassius_clay_interview.htm

Othello Harris: “The Revolt of the Black Athlete,” i Muhammad Ali: The Peoples Champ, redigeret af Elliott J. Gorn. University of Illinois Press, 1995.

Hans Mortensen: Sommeren 1960. People’s Press, 2016.

David Remnick: King of the World. Vintage Books, 1998.

Diik Schaap: ”Muhammad Ali Then and Now”. Sport, 1971.

Dave Zirin: A People’s History of Sports in the United States. The New Press, New York, 2008.

Men det var måske den jødiske komiker Billy Crystal, der af Muhammad Ali blev kaldt ”lillebror,” som udtrykte bokserens eftermæle bedst:

- Han var et forrygende lynnedslag … en fantastisk kombination af styrke og skønhed. Muhammad Ali slog ned midt i USA's mørkeste nat. Hans styrke væltede mægtige modstandere, og hans intense lys gjorde det muligt for os alle at se uretfærdighed, ulighed, fattigdom, stolthed, selvrealisering, mod, latter, kærlighed, lykke og religiøs frihed. I sidste ende blev han en stum fredsbudbringer, som lærte os, at livet er bedst, når man bygger broer mellem mennesker i stedet for mure.

Han var et forrygende lynnedslag … en fantastisk kombination af styrke og skønhed.

Muhammad Alis "lillebror" komikeren Billy Crystal

Læs også historien om Neymar i vores serie af fortællinger om De Olympiske Lege og de store atleter: