Rio 2016

Irsk OL-bokser strittede med langefingrene mod dommere: - I er korrupte!

Den irske verdensmester i boksning følte sig groft bortdømt ved OL. Så groft at han gav dommerne fingeren og kaldte det aftalt spil.

Tirsdag boksede irske Michael Conlan kvartfinale ved OL i Rio, da han mødte russiske Vladimir Nikitin.

Efter kampens tre runder, var den irske verdensmester sikker på, at han havde sikret sig en plads i semifinalerne, for andet OL i træk.

Men da ring announceren læste de tre dommersedler op, som erklærede russeren som vinder, knækkede filmen for 24-årige Conlan.

- De er fucking snydepelse, råbte Conlan ind i ringside-mikrofonen, mens han drejede om sig selv, med langefingrene strittende mod dommerne.

Conlan var i chok efter sit nederlag

Og Conlan var slet ikke i tvivl om, at nederlaget skyldes aftalt spil.

- De er kendt for at være fuskere. Amatørboksning er rådden hele vejen igennem, rasede Conlan.

Det irske guldhåb rådede derefter andre håbefulde boksere til at holde sig langt væk.

- Jeg kom for guld og blev snydt. Jeg vender ikke tilbage til OL, og jeg råder alle til ikke at bokse under AIBA (det internationale amatørbokseforbund, red.)

En overrasket og medtaget russer efter sejren

Han er ikke i tvivl om, at han havde gjort nok til at vinde kampen over sin russiske modstander.

- Så du hans ansigt? Det var tydeligt på hans reaktion, at han troede, han havde tabt. Efter første runde var jeg ikke engang forpustet. Jeg sagde til mit ringhjørne, at jeg ville vinde den kamp med lethed. Men de sagde jeg var bagud. Så gik jeg yderligere til angreb, og sloges med ham på hans præmisser. Jeg udboksede ham, og blev snydt for min olympiske drøm, tordnede Conlan.

Efter kampen fortsætter den rasende irer med sine beskyldninger. På Twitter har han direkte spurgt Ruslands præsident Vladimir Putin, hvor meget han har betalt for sejren til sin landsmand:

Også i russiske Nikitins første runde, føg beskyldningerne om aftalt spil, og mandag aften blev den russiske guldvinder Evgeny Tishchenko buhet under medaljeceremonien.

- Jeg så russerens sejr i går aftes, og det var en klar sejr til bokseren fra Kazakhstan, som blev bortdømt, sagde Conlan.

En talsmand fra AIBA afviste kort efter Conlans beskyldninger:

- Det er hans personlige vurdering. Jeg kan kun sige, at AIBA stræber efter en fair og ordentligt bedømmelse, lød det til Skysports.

Så nu må en slukøret og rasende Conlay rejse hjem med mere end almindelig bitterhed i kroppen.

- Jeg drømte om at rejse hjem til Irland med en guldmedalje. Nu føler jeg, at jeg rejser hjem som en taber. Men jeg er ikke en taber, jeg er en vinder. I dag viste bare, hvor korrupt den organisation er, sagde ireren.