Boksning

Dansk bokser har modtaget dopinganklager - men bokseforbund har ikke hørt noget

Ifølge BT har Micki Nielsen modtaget de officielle anklagepunkter fra de sydafrikanske antidopingmyndigheder.

En kamp i juni 2016 er på vej til at få konsekvenser for den danske bokser Micki Nielsen.

Efter kampen mod tyske Johnny Muller, som blev bokset i Sydafrika, skulle danskeren være blevet testet positiv for brug af testosteron.

Her fortalte de sydafrikanske antidopingmyndigheder, SAIDS, at der ville blive åbnet en dopingsag. Overfor BT fortæller Micki Nielsens manager, Simon Lundt, at danskeren nu har modtaget anklagepunkterne.

- Jeg kan bekræfte, at jeg har modtaget noget fra sydafrikanerne, og det ser vi på, siger Simon Lundt til BT.

Formanden for Dansk Professionelt Bokseforbund (DFPB), Jesper D. Jensen, afviser dog at have hørt noget om det.

- Vi har ikke fået noget officielt at vide, og det virker mærkeligt, når det er os, der eventuelt skal give en straf, siger han til TV 2 SPORT.

Da sagen kom frem i januar, vakte det undring hos formanden.

- Sagen er uhørt. Kampen blev bokset i juni og først nu dukker der en positiv prøve op. Micki boksede jo igen i Sydafrika i oktober, og der burde nogen jo have vidst, at der allerede lå en positiv test. Det er useriøst, forklarede Jesper D. Jensen.

Dansk Professionelt Bokseforbund har endnu ikke taget stilling til, hvad de vil gøre ved anklagerne.