Boksning

Patrick Nielsen tager nyt middel i brug efter grim knockout

Bokseren Patrick Nielsen har besluttet sig for at fortsætte karrieren. Den var ellers til revision efter en knockout i oktober.

- Nu er jeg bare en… nobody.

Sådan sagde Patrick Nielsen til BT i oktober, da han var blevet slået godt og grundigt ud af John Ryder. Efter karrierens første knockout var Patrick Nielsen ikke sikker på, om han ville fortsætte karrieren – men det har han nu besluttet sig for at gøre.

Målet om et VM-bælte i et af de store forbund lever endnu, siger han i BT. Men hvis det mål skal indfris, så bliver han nødt til at forbedre sig mentalt, og derfor vil han hyre en mentaltræner.

- Det, vi skal arbejde med nu, er mit hoved. Jeg var i kanon form, og så gik jeg op og leverede sådan noget lort. Og hvis det ikke er formen, den er gal med, så må det være inde hovedet. Det mentale er måske 60-70 procent af boksekampen, og jeg skal nu arbejde med en mentaltræner og finde ud af, hvorfor det gik galt, og hvorfor hovedet gik i stå, siger Patrick Nielsen til BT.

Patrick Nielsen fortæller desuden, at han slet ikke kan huske knockoutstødet mod John Ryder. Englænderen slog Patrick Nielsen ud i femte omgang.

Allerede i anden omgang var Patrick Nielsen en tur i kanvassen, og nederlaget gjorde vejen til en VM-kamp noget længere.

Patrick Nielsen lå inden opgøret nummer ét hos forbundet WBA og nummer tre hos forbundet WBO. 

Hans promotor, Kalle Sauerland, havde inden kampen udtalt, at en sejr ville betyde, at en VM-kamp ventede lige rundt om hjørnet.