Boksning

- Jeg er ikke i tvivl om, Kessler kunne være blevet verdensmester igen

Efter 20 år og 46 sejre er boksekarrieren slut for Mikkel Kessler. Nils Meilvang / Scanpix

Boksehjertet er brændt ud for Mikkel Kessler, der vil blive husket for netop sit store hjerte af sin mangeårige træner.

I sidste uge lagde Mikkel Kessler handskerne på hylden.

Men foråret 2018 havde ikke behøvet at være det endelige for den nu pensionerede danske topbokser. Han var på vej tilbage til toppen, da et sølle flåtbid sendte ham til tælling.

Havde det ikke været for det efterfølgende sygdomsforløb, kunne den femdobbelte verdensmester meget vel have genvundet et VM-bælte.

Det mener i hvert fald Mikkel Kesslers nu tidligere fysiske træner, der nåede at arbejde tæt sammen med den 38-årige dansker gennem mere end et årti.

- Jeg er ikke ét sekund i tvivl om, at han kunne være blevet verdensmester igen, siger Thomas Macon til TV 2 SPORT.

Tvivlede på projektet

I foråret 2017 annoncerede Mikkel Kessler, at han ville gøre comeback efter fire års fravær fra bokseringen.

Mikkel Kessler

  • Alder: 38 år
  • Vægtklasse: Supermellemvægt
  • Vægt: 76 kg
  • Højde: 185 cm
  • Kampe: 49
  • Sejre: 46
  • Knockouts35
  • Uafgjorte: 0
  • Tabte: 3
  • Titler: WBA supermellemvægt, WBC Silver letsværvægt, WBO Europe supermellemvægt, WBC supermellemvægt, WBA supermellemvægt, WBC International supermellemvægt og IBA supermellemvægt

Og han bad selvfølgelig sin mangeårige samarbejdspartner om hjælp til projektet som de fleste – også Thomas Macon selv - havde svært ved at se muligt.

- Jeg forstår godt, at folk er i tvivl, om han ville kunne være kommet tilbage. Den samme tvivl og de samme spørgsmål sad jeg også med, inden vi gik i gang med genoptræningen: ’Hvor var han henne efter fire års pause?’ Han havde trænet lidt, men jeg vidste, at det var minimalt, fortæller Thomas Macon.

Men det stod hurtigt klart for den fysiske træner, at Mikkel Kessler havde forudsætningerne for igen at blive verdensmester.

- Det kan jeg love dig for, at han havde.

- Fra den dato, hvor vi startede, var han ekstremt målrettet. Jeg mener seriøst, at Mikkels motivation og målrettethed var helt anderledes, end den havde været de sidste mange år af hans aktive karriere. Så jeg lægger glædeligt hovedet på blokken og siger, at med hans fysik kunne vi sagtens have fået det til at fungere blandt verdenseliten, siger Thomas Macon.

Mikkel Kesslers nederlag til Carl Froch i 2013, blev det sidste i boksekarrieren for danskeren.

En sparringssession med den svenske topbokser Erik Skoglund overbeviste ham sidste sommer for alvor om, at Mikkel Kessler kunne komme tilbage til verdenstoppen.

- Vi fik muligheden for at måle ham på Erik, som på det tidspunkt skulle over og bokse mod Callum Smith få uger efter. Der var stadig mange måneder til, at Mikkel skulle i kamp, men han gjorde det helt exceptionelt i otte omgange for fuld skrald.

- Han orkede simpelthen ikke igen

Et flåtbid efter en løbetur på en svensk skovsti blev imidlertid fatalt for Mikkel Kesslers comebackplaner.

Flåtbiddet

- Vi løber en morgentur i Sverige, hvor vi er på træningslejr. Mikkel løber på midten af en bred grussti, der går igennem en skov. Umiddelbart mener vi ikke, at der er fare for, at han skal bides af en eller anden flåt. Men en aften efter boksetræning spørger han mig, hvad jeg har smurt ham med, for han er rød på brystet. Og jeg har sgu ikke smurt ham med noget. Vi tænker, at det er allergi. Men efter træningslejren med Erik får han nogle symptomer. Han er fx unormalt øm i musklerne. Og om aftenen får han pludselig hovedpine og ondt i nakken. Det bliver værre og værre. Han skal på hospitalet.

Det lovende genoptræningsforløb blev erstattet af et længere sygdomsforløb, der viste sig at skyldes borrelia.

En sygdom, som den snart 38-årige dansker altså endeligt opgav at finde motivation til at rejse sig fra, selvom han blev raskmeldt i foråret.

- Det gik egentlig godt, og han ville gerne i gang efter sygdommen. Men da vi nåede til det punkt i genoptræningen, hvor det begyndte at blive rigtig hårdt, kunne han pludselig mærke: "Hold kæft, vi starter jo helt forfra igen." Og der mister han sgu lysten og siger: "Det her gider jeg simpelthen ikke en gang til."

- I de almindelige optræningsforløb, vi har haft gennem årene, er der altid perioder, hvor det går godt, og perioder med små setbacks. Det er naturligt. Men nu var der ikke plads til flere. Og det her var et af de helt store setbacks. Han orkede simpelthen ikke igen, siger Thomas Macon.

Derfor nåede Mikkel Kessler aldrig at bokse sin kamp nummer 50. Til gengæld nåede han at vinde 46 kampe og syv store titler i sine 49 opgør som professionel.

Nu trækker han sig fra boksesporten uden nogen mén.

- Det glæder mig utrolig meget på Mikkels vegne, for det er en helt ekstrem hård sport med store risici – selv når det går godt, siger Thomas Macon.

- Og selvom en flåt er et latterligt lille dyr, der kommer med et latterligt lille bid, så er borrelia en meget, meget alvorlig sygdom. Så jeg er glad for, at han kommer igennem den sygdom uden langvarige symptomer.

- Sportsligt er det super ærgerligt, men rent menneskeligt er jeg glad for, at han er nået til et punkt, hvor han er afklaret.

Det største hjerte

Dét, at Mikkel Kessler ikke længere kan finde motivationen, er et sikkert tegn på, at den femdobbelte verdensmester er afklaret.

Danskerens ekstreme ærgerrighed er nemlig uden sammenligning, mener Thomas Macon.

- Jeg vil huske ham som den sportsmand, jeg har beskæftiget mig med – og som jeg har mødt – med det største hjerte overhovedet. Er der én ting, manden har, så er det et hjerte ud over det sædvanlige.

- Og med det mener jeg en evne til at æde sig selv og aldrig, aldrig, aldrig nogensinde at give op. Jeg har aldrig oplevet noget lignende.

Hvordan vil du huske ham rent menneskeligt?

- Som et yderst sympatisk menneske, der er ufattelig rummelig over for mennesker, som er skæve. Han går lige i skoene på alle. Så ja. Som en mand med et stort hjerte, gentager Thomas Macon.