Boksning

Kontrakt underskrevet - dato på plads for årets danske boksebrag

Lolenga Mock bokser til september den største kamp i år i dansk boksning. Vinder han den, får han en VM-kamp.

Den 15. september skal Lolenga Mock i kamp mod tyrkiske Avni Yildirim i Tyskland. Yildirim har bokseforbundets WBC’s såkaldte internationale titel, og tyrkeren har bokset 20 kampe og tabt én.

- Det her er min chance. Et nederlag er ikke en option, siger Lolenga Mock til TV 2 SPORT.

Ifølge kontrakten er der tale om en eliminatorkamp i WBC-regi. Det vil sige, at vinderen skal møde verdensmesteren hos WBC, amerikanske David Benavidez, der blot er 21 år gammel.

David Benavidez er verdensmester hos forbundet WBC, og det er ham Mock kan møde, hvis han slår Avni Yildirim.

- Det her er min drøm. Det er det, jeg har kæmpet for. Mogens Palle (Mocks tidligere promotor, red.) sagde, at jeg skulle bevise mig. Det gjorde jeg med 11 sejre på to år. Nu får jeg kampen, jeg har ventet på, fortæller Lolenga Mock, der blev droppet af Mogens Palle, da Mock ikke med det samme accepterede en kamp mod engelske John Ryder. Mock fik efterfølgende en kontrakt med det engelske management firma, MTK Global.

Lolenga Mock føler sig sikker på en sejr over Yildirim, for forberedelserne vil være optimale.

Skal på træningslejr for første gang i karrieren 

Balladen med Mogens Palle bruger Mock ikke mere tid på. Han ser frem til at rejse til Cubas hovedstad Havana om kort tid, hvor han skal være i træningslejr i fem uger. Turen er kommet i stand via den cubanske træner, Ira Arozarena, der er bosat i Danmark. Mock kan næsten ikke vente med at komme af sted.

- Det er første gang i min karriere, at jeg får en træningscamp i udlandet. Der vil være en masse unge boksere til at spare med, og jeg kan være der og kun koncentrere mig om boksning. Naturligvis bliver det hårdt at være væk fra familien, men forberedelserne skal være optimale, forklarer Mock.

Mock debuterede som professionel i maj 1991. Hans tyrkiske modstander blev først født tre måneder senere i august. Aldersforskellen er på mere end 20 år.

 - Mock er gammel nok til at være Avni Yildirims far, siger bokseeksperten Brian Mathiasen med et grin.

Men han griner ikke ad Mocks muligheder mod tyrkeren.

- Det er en 50-50 kamp. Nu bliver den bokset i Tyskland, hvor Yildirim stort set har hjemmebane. Det betyder, at Mock ikke bare skal vinde, han skal også gøre det overbevisende for at få sejren. Så chancen er nok mere 60-40 i Yildirims favør, vurderer Brian Mathiasen.

Mock har bokset 57 kampe, hvor han har været på udebane i hovedparten af kampene. Derfor frygter han ikke en kamp i Tyskland.

- Der vil være internationale dommere ved ringside. Det er ikke et problem. Måske er der ikke så mange, der hepper på mig, men jeg tror, at der måske kører to busser af sted fra Danmark til Tyskland med folk, som vil støtte mig, fortæller den 46-årige bokser.

Avni Yildirim tabte sidste år på knockout

Avni Yildirims eneste nederlag kom i oktober sidste år, hvor han på tysk grund blev knockoutet af engelske Chris Eubank Jr. i Tyskland.

Avni Yildirim til højre var fuld af selvtillid inden kampen mod Chris Eubank Jr., men Yildirim fik prygl.

- Der fik Yildirim spaghetti i benene. Men Mock er ikke på niveau med Eubank Jr. i min optik, siger Brian Mathiasen.

- Men Mock er en fighter. Han er stabil, han har en imponerende kondition. Han kan arbejde i højt tempo i 12 omgange. Yildirim er måske lidt hurtigere på hænder og fødder, men Mock har rutinen og en udholdenhed, der vil give tyrkeren problemer, forklarer Brian Mathiasen.

Mock skal ifølge Brian Mathiasen ikke kun forberede sig på at møde Avni Yildirim. Han skal også forberede sig på mødet med Yildirims manager, Ahmet Öhner.

- Ahmet Öhner er syg i hovedet. Det så man til pressemødet mellem Avni Yildirim og Eubank Jr. Jeg har set mange ting med Öhner, hvor jeg har været i Tyskland. Öhner tror, at det er ham, der skal bokse hver gang.

Ved det omtalte pressemøde ville Ahmet Öhner lige pludselig slås med en hjælpetræner til Chris Eubank Jr. Adskillige mennesker måtte holde Öhner tilbage, der efterfølgende kom med en række bandeord fra den værst skuffe i bandebordet.

Öhner bekymre dog langt fra Mock. Han kan kun se frem til d. 15. september.

- Jeg glæder mig. Jeg ser mig selv som favorit. Og det er ikke noget, jeg bare siger. Jeg kommer til at være i mit livs form. Jeg vil være på 200 procent, slutter Lolenga Mock.

Lolenga Mock har vundet 42 kamp, tabt 14 og bokset en uafgjort. På to år vandt han 11 kampe i træk mod hårde modstandere, da han boksede for Mogens Palle. Vinder Mock over Avni Yildirim, og får han en VM-kamp, så vil det være den første VM-kamp på herresiden med en dansker siden Mikkel Kessler tabte til Carl Froch i 2013.

Findley har mødte flere verdensmestre, men Mock kunne han ikke klare.