Boksning

Tyson Fury overvandt vild flænge og er fortsat ubesejret

Tyson Fury måtte i flere omgange kæmpe med blodet rendende i ansigtet.

Den britiske boksestjerne slog Otto Wallin fra Sverige på point.

Det store boksebrag i Las Vegas mellem Tyson Fury og svenske Otto Wallin faldt ud til britens fordel.

Fury er dermed fortsat ubesejret efter 30 professionelle boksekampe, hvor den ene - VM-kampen mod Deontay Wilder sidste år - er endt uafgjort.

Han kom ellers under voldsomt pres og var truet af at blive taberdømt, da Wallin allerede i tredje runde fik ramt Fury og påførte ham en bred flænge i højre øjenbryn.

Tyson Fury blev hårdt ramt i tredje runde.

I de efterfølgende runder lagde Wallin pres på og gik også efter at åbne flængen yderligere. Fury var i defensiven og en smule på hælene.

Samtidig var der truslen om, at dommeren kunne afbryde kampen på grund af flængen og blodet, der løb, og det fik Fury til at angribe Wallin hårdere og hårdere, da 6 af de 12 omgange var bokset.

Som kampen skred frem, fik han flere gange ram på svenskeren, og skulle kampen gå tiden ud, ville det efter alt at dømme blive britisk sejr på point.

Wallin overlevede angrebene i den forstand, at han ikke blev knockoutet, og Fury blev ikke stoppet på grund af flængen.

Det endte med en sejr på pointen med scoren 116-112, 117-111 og 118-110 fra de tre dommere.

- Jeg gjorde alt, jeg kunne. Tyson er en stor mester. Jeg var tilfreds med flængen, og jeg ville ønske, jeg kunne have ramt den endnu mere, siger Wallin ifølge BBC.

- Ingen kan stille spørgsmålstegn ved mit hjerte eller betvivle, at jeg er en god bokser.

Tyson Fury og Otto Wallin.

Tyson Fury havde da også kun ros til overs for svenskeren, der tidligere på året mistede sin far.

- Jeg ved, Ottos far ville have været meget stolt af sin søn. Det var en stor kamp. Jeg blev ramt på øjet, og det ændrede kampen. Det meste af tiden kunne jeg ikke se ud af øjet, siger Fury ifølge BBC.

Han fortæller ligeledes, at de to boksere også stødte hovederne sammen, som var med til at forværre skaden ved øjet.

Og så har han allerede udset sig sin næste modstander.

- Deontay Wilder, jeg vil have dig som den næste.

I december sidste år satte Wilder sit VM-bælte på spil i forbundet WBC mod Fury. Briten så længe ud til at have taget om kampen, men to sene knockdowns sikrede Wilder uafgjort, og dermed forblev bæltet om hans liv.