Boksning

Tidligere verdensmester skal bokse igen efter 23 års pause

Nigel Benn boksede sin seneste kamp for 23 år siden. Nu vil han vende tilbage til sporten.

55-årige Nigel Benn vender tilbage i bokseringen efter en pause på 23 år, bekræfter han på et pressemøde.

I 1996 boksede Nigel Benn sin seneste professionelle kamp. 23 år senere gør han comeback.

Torsdag offentliggjorde den tidligere verdensmester sine planer om at vende tilbage til sporten, selv om han i mellemtiden er blevet 55 år.

- Beslutningen har været længe undervejs, siger han ifølge AFP på et pressemøde.

23. november står han over for den 15 år yngre Sakio Bika i Birmingham i England. Det er planen, at Benn ikke skal bokse flere kampe herefter.

- Boksekampen handler kun om mig selv. Det er ikke pengene, der trækker. Det handler om at få den afslutning, jeg aldrig har fået, siger han.

Nigel Benn blev som aktiv kaldt "Dark Destroyer" og blev verdensmester i mellemvægt i forbundet WBO i 1990. To år senere blev briten mester i supermellemvægt i WBC og havde titlen fra til 1996.

Han fortæller, at han havde selvmordstanker efter et nederlag til irske Steve Collins for næsten 23 år siden.

- Jeg befandt mig i mørke i så mange år, siger Benn og tilføjer:

- Omkring 2008 mødte jeg så Jesus. Der ændrede mit liv sig for alvor: Ingen hash, ingen ecstasy, ingen kvinder, absolut ingenting.