Boksning

- Jeg var faktisk god til det her boksning, siger Kessler

Bokseren Mikkel Kessler er medlem nummer 35 i Sportens Hall of Fame i Danmark. Og som traditionen foreskriver det, er der blevet lavet en buste for at markere det. Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Mikkel Kessler var tydeligt rørt, efter han lørdag aften blev indlemmet i Sportens Hall of Fame.

Det var som om, det kom bag på ham. Også selvom han længe selv havde været klar over, hvad han havde i vente.

For da den tidligere boksestjerne Mikkel Kessler lørdag aften blev optaget i Sportens Hall of Fame i Danmark i forbindelse med prisuddelingen Sport 2019, måtte hovedpersonen se sig overrumplet af sine egne følelser.

- Jeg blev jo virkelig rørt. Min gode ven Michael Maze holdt en fantastisk tale, som virkelig rørte mig. Det er jo en kæmpe ære at komme med i Hall of Fame, siger Mikkel Kessler.

Og følelserne blev måske mest af alt fremprovokeret af det faktum, at 40-årige Kessler nu har et tydeligt bevis på, at han har en ganske særlig plads i dansk idrætshistorie.

- Jeg var faktisk god til det her boksning, har jeg fundet ud af. Og det er der åbenbart også mange andre, der mener, jeg var. Jeg har givet mange mennesker nogle gode oplevelser, og det er det, jeg tænker mest på.

- Jeg har altid solgt mig selv til det sidste, jeg har altid kæmpet for at blive den bedste, jeg har altid kæmpet til sidste omgang, siger Mikkel Kessler.

BLÅ BOG: MIKKEL KESSLER

  • Navn: Mikkel Kessler
  • Født: 1. marts 1979 (40 år)
  • Nationalitet: Dansk
  • Kælenavn: Viking Warrior
  • Højde: 185 centimeter
  • Vægtklasse: Supermellemvægt, maks. 76,2 kilogram
  • Rekordliste (sejre/nederlag/uafgjorte): 46-3-0 (35 sejre på knockout)
  • Professionel debut: 20. marts 1998
  • Seneste kamp: Nederlag til Carl Froch i O2 Arena i London 25. maj 2013
  • Tidligere supermellemvægtsverdensmester i forbundene WBA og WBC

Verdensmesterskabet er det største

Mikkel Kessler optages i Hall of Fame på baggrund af sin lange karriere i boksning - både som amatør og professionel. De største bedrifter tæller blandt andet VM-titler i de store bokseforbund WBA og WBC.

Og det er da også de store kampe, der betyder mest for "The Viking Warrior", efter han nu er på bagkant af sin karriere.

- Der har været mange store højdepunkter. Men det største er selvfølgelig at blive verdensmester.

- Og så har det bare været fantastisk at være med i de helt, helt store kampe, som den mod Joe Calzaghe (i 2007 foran 50.000 tilskuere, red.), hvor jeg endda tabte en meget tæt kamp. Eller den mod Carl Froch(i 2010 i Herning, red.), som folk kalder en af de bedste boksekampe. Det har været kæmpe, kæmpe stort, siger Mikkel Kessler.

Kessler begyndte som 13-årig til boksning i 1992, og seks år senere blev han professionel. Han nåede i sin karriere at deltage i 49 kampe, hvoraf 46 blev vundet, inden han stoppede karrieren i 2018.

Den tidligere bordtennisspiller, Michael Maze (th.), holdt tale for Mikkel Kessler i forbindelse med prisoverrækkelsen lørdag aften.