Boksning

Tredje brag kan være på vej: Tyson Fury vil bokse på NFL-stadion

Tyson Fury vinder WBC-bæltet i sværvægtsboksning. Steve Marcus / Ritzau Scanpix

Den britiske sværvægtsbokser mener, at et revancheopgør skal finde sted på NFL-holdet Las Vegas Raiders stadion med plads til 70.000 tilskuere.

Tyson Fury udboksede søndag morgen dansk tid sin amerikanske modstander Deontay Wilder og efterlod ingen tvivl om, hvem der var den bedste i ringen i en totalt udsolgt MGM Grand Garden Arena i Las Vegas.

Briten vandt dermed verdensmesterbælte i sværvægt i forbundet WBC foran mere end 15.000 fans i den anden direkte konfrontation mellem de to boksere.

Jeg ved, han er en kriger - og jeg venter

Tyson Fury, verdensmester i sværvægtsboksning i WBC-regi

Fury og Wilder mødtes også i 2018, hvor opgøret noget usædvanligt endte uafgjort.

Tyson Fury kan nu kalde sig verdensmester i sværvægtsboksning i WBC-regi.

Nattens boksebrag var imødeset med spænding, og et revancheopgør lurer nu i kulissen.

For bokseelskere kan ifølge BBC - muligvis - se frem til et tredje opgør mellem de to sværvægtsboksere.

Deontay Wilder kan nemlig kræve en tredje kamp, hvilket i så fald ske inden 30 dage, og Tyson Fury forventer, at han på et senere tidspunkt igen skal stå ansigt til ansigt med amerikaneren.

- Jeg regner med, han beder om en tredje kamp. Jeg ved, han er en kriger - og jeg venter, siger Fury.

Ny kamp på NFL-stadion

Den britiske bokser tilføjede sin amerikanske modstander det første nederlag i sin professionelle karriere og satte sig samtidig på WBC-tronen i sværvægtsboksning.

En titel som Deontay Wilder har haft siden januar 2015.

Tyson Fury udboksede Deontay Wilder i deres andet indbyrdes opgør.

Ifølge den nykårede sværvægtsmester skal en mulig revanchekamp igen finde sted på amerikansk jord, nærmere bestemt Las Vegas.

Og der er kun ét sted, kampen kan afvikles.

- På den anden side af vejen. På Allegiant Stadium (der huser det amerikanske NFL-hold Las Vegas Raiders red.) foran 70.000 fans, siger Tyson Fury efter kampen.

Allegiant Stadium er endnu ikke færdigbygget, men efter planerne skal det stå klart i juli i år.

Amerikanske Deontay Wilder var på hælene i opgøret mod Tyson Fury og måtte notere sit første professionelle nederlag.

Britisk opgør om alle bælter

Hvis ikke Deontay Wilder ønsker et revancheopgør, kan en anden mulighed for den 31-årige Tyson Fury være et rent britisk opgør mod Anthony Joshua, der er indehaver af sværvægtsbælterne i WBA, WBO, IBO og IBF.

Umiddelbart efter boksekampen siger Anthony Joshuas manager, Eddie Hearn, at et opgør mellem de to briter kan finde sted i år, hvis Tyson Fury ønsker det.

Tyson Fury er stadig ubesejret som bokser og kunne med sejren over Wilder fejre sin 30. professionelle sejr, hvoraf de 21 har været på knock out.

Efter syv runder med øretæver måtte Deontay Wilder efter kampen køres på hospitalet, og dermed missede amerikaneren den obligatoriske pressekonference.

Ifølge BBC er Wilders helbed "godt", men bokseren måtte syes med flere sting i det ene øre.