Boksning

Mikkel Kessler og familien isoleret i New Zealand

Mikkel Kessler er sendt i isolation sammen med sin familie.  Nils Meilvang / Scanpix

Mikkel Kessler og hans familie er blevet isoleret, da de har været eksponeret for smitte med coronavirus.

Den tidligere topbokser Mikkel Kessler er blevet isoleret i New Zealand sammen med sin familie.

Det fortæller han på Facebook, hvor han også nævner, at hverken han eller andre i familien har oplevet symptomer.

- Vi er frygtelig kede af at måtte melde ud, at vi er blevet isoleret i New Zealand i foreløbig 14 dage, da vi er blevet eksponeret for coronasmitte. Dette skete samme dag, som anbefalingerne om hjemrejse til alle danskere kom fra de danske myndigheder. Heldigvis har hverken vi eller vores børn oplevet symptomer indtil videre. Vi har ikke yderligere kommentarer hertil, men vi sender vores bedste hilsner til alle hjemme i Danmark og håber, I alle passer på jer selv og hinanden, skriver Mikkel og Lea Kessler.

Vi er frygtelig kede af at måtte melde ud, at vi er blevet isoleret i New Zealand i foreløbig 14 dage, da vi er blevet...

Posted by Mikkel Kessler on Sunday, March 15, 2020

Tidligere søndag kom det frem, at en dansk kvinde har bragt coronasmitte til New Zealands Sydø. Kvinden er den første smittede på landets største ø, skriver avisen The New Zealand Herald.

Ifølge avisen ankom kvinden, der er i 30'erne, til lufthavnen i Auckland på New Zealands Nordø i tirsdags. Hun ankom med et fly fra Doha. Oplysningerne er bekræftet af New Zealands sundhedsdirektør, Ashley Bloomfield.

Efter ankomsten kørte kvinden i en lejet bil til byen Queenstown på New Zealands Sydø. Sydøen er landets største ø og har lidt over en million indbyggere.

Ifølge Ekstra Bladet er Mikkel Kessler og familien sendt i karantæne, fordi de har været tæt på denne kvinde.

Mikkel Kessler boksede sin sidste kamp i 2013. Fire år senere annoncerede han sine planer om at gøre comeback, men efter at være blevet ramt af borrelia besluttede han sig for at droppe målet om at vende tilbage til ringen.

Kesslers boksede i alt 49 kampe som professionel. Han er noteret for 46 sejre og tre nederlag. 35 ud af de 46 sejre er vundet på knock out. I januar 2020 blev han optaget i sportens Hall of Fame.