Boksning

Det var otte minutters Ragnarok under den åbne ørkenhimmel

Thomas Hearns (tv) og Marvin Hagler i det bloddryppende opgør i Las Vegas for 35 år siden Scanpix Denmark

I dag er det 35 år siden, at Marvelous Marvin Hagler og Thomas "Hit Man" Hearns mødtes i boksehistoriens måske mest hæsblæsende titelkamp.

En ond uppercut eksploderer på kæben af verdensmesteren.

Efterdønningerne forplanter sig til bentøjet, der i et kort øjeblik vakler på en grund af gele. Han dukker sig for det venstre hook, der kommer susende fra udfordreren.

Mesteren får fat i rivalen. Holder ham. Presser ham op mod tovene og får de nødvendige sekunder til at komme sig. Få rystet eksplosionen af sig. Jernkæben holder.

Vi er bare 20 sekunder inde i den imødesete titelkamp, og det står allerede klart; den her styrkeprøve kommer ikke til at gå de fulde 12 omgange. Det er ikke en skyttegravskrig. Det er en blitzkrieg midt i Nevadas ørken.

Det er den 15. april i 1985. På en P-plads ved luksushotellet og kasinoet Caesars Palace i Las Vegas reagerer de 15.088 tilskuere i den udendørs arena som en vulkan i udbrud. En lava af larm bryder ud. Hvor ofte er man ikke blevet skuffet af forventningens glæde med henholdende boksning? En evig følen rivalen på tænderne, og en fornemmelse af, at det aldrig rigtigt kom i gang, før det var de tre dommere ved ringside, der afgjorde det hele med deres vurderinger.

Men her giver duellanterne fra første gong-gong folk det, de kom for. Og mere til. 20 sekunder inde og det virker, som om de to boksere har smidt al taktik og strategi over bord for hurtigst muligt at finde ud af, hvem der er den stærkeste. Det er en boksering med VM-bælter og ti millioner dollar på spil, men det kunne lige så godt være en mørk gyde væk fra Las Vegas’ evigt blinkende neonlys på The Strip.

Det er ikke The noble art of self defence.

En myte

Det er titelopgøret i mellemvægt mellem verdensmesteren Marvelous Marvin Hagler og den langlemmede udfordrer Thomas Hearns, der går under tilnavnet Hit Man. Og de to boksere er 20 sekunder inde i en vanvittig VM-kamp som Boxing News efterfølgende kalder ’otte minutters Ragnarok’.

- Det var den nok bedste kamp, man kunne lave på det tidspunkt, og i den bedste vægtklasse, mener Thomas Kyø.

Han er sportchef i Danmarks Bokse Union, og han sad dengang som 12-årig og så opgøret sammen med sin far og mor. De var som mange andre dengang stået op midt om natten for at se opgøret fra Las Vegas.

- Den levede fuldstændig op til den hype, den havde på det tidspunkt, og så overgår den til at blive en myte.

For der er noget mytisk. Ikke bare over opgøret mellem Hagler og Hearns. Men over mellemvægstboksningen i 80’erne. En vægtklasse præget af de fire store. The Four Kings. Marvin Hagler, Thomas Hearns, Sugar Ray Leonard og Roberto Duran.

Forfatteren Michael Enggaard, der har en længere fortid som bokseskribent hos Jyllands-Posten, sad også oppe den nat i april og fulgte opgøret med sin far. Og selvom han ikke helt selv fangede, hvor vildt det var, det han så på tv-skærmen, så fornemmede han det i stuen.

- Jeg kunne mærke det på min fars reaktion. Han sad og måbede, så jeg kunne fornemme på atmosfæren, at det var stort.

Og set i det lys, som kommer til én over tid, så er de otte minutter noget ganske særligt, mener den tidligere journalist.

- Det er en markør for en tid, der var en gang i boksningen, som man ikke har set siden.

Hungrede for anerkendelse

Marvin Hagler var den 30-årige verdensmester. Han havde valgt et næsten dyrisk udseende med sin glatbarberede isse. Lignede en straffefange og en skurk fra filmens verden, på et tidspunkt hvor den glatte overflade ikke var comme-il-faut. Først fire år senere blev looket allemandseje, da superstjernen Michael Jordan lod de sidste lokker falde og og svævede glatravet igennem NBA-arenaerne.

Hagler var også en mand, der var på jagt efter den anerkendelse, som han aldrig følte, han havde fået på trods af, han var indehaver af VM-bælterne hos WBA og WBC på femte år. Siden han i 1980 nærmest måtte flygte fra ringen i Wembley Arena, da de britiske fans lod ølflasker og glas regne ned over de nykårede mester, da han havde stoppet den storblødende hjemmefavorit Alan Minter i tredje omgang.

Faktisk var Hagler så hungrende for anerkendelse, at han fik ændret sit officielle navn til Marvelous Marvin Hagler, så ingen kunne undgå at anerkende hans vidunderlige evner i ringen.

Marvelous Marvin Hagler med blodet dryppende fra flængen i panden

Men verdensmesteren manglede den store titelfight, der kunne hæve ham op i den højere himmellag i boksehistorien. Sugar Ray Leonard havde året forinden valgt at lægge handskerne på hylden uden at byde Hagler op til dans. Og selvom Hagler i sit ottende titelforsvar besejrede Roberto Duran, så var det over 15 opslidende omgange, hvor Hagler først til allersidst vendte opgøret til egen fordel.

En forhammer af en Hit Man

Derfor var 26-årige Thomas Hearns den rette mand. The Hit Man havde taget sig af VM-titlen i weltervægt og havde bombet Duran sønder og sammen på bare to omgange og sendt den hårdt fightende latino til drømmeland med sit første KO-nederlag nogensinde i sin kamp nummer 82. Bare seks måneder efter Haglers sejr over Duran. Ikke noget med 15 omgange her. To var nok, når man var besiddelse af en forhammer af en højre, som the Hit Man var.

Hagler versus Hearns. En super fight. Endelig ville den blive realiseret. Men det var faktisk med tre års forsinkelse. For allerede i 1982 var kampen sat op. Begge var klar. Fokuserede. I zonen. Og verdensmesteren var sulten. Mere sulten end udfordreren, mente han selv, da Thomas Hearns valgte at trække sig med en skade i lillefingeren.

Og efterlod verdensmesteren alt andet end imponeret.

- Han ville have tjent to millioner dollar. Han vendte ryggen til to millioner dollar. Han begyndte at jamre over sin lillebitte lillefinger. Ved du hvor mange, der ville give deres lillefinger for en million dollar? De ville skære den af, lød det vredt dengang var Hagler.

Men nu gned bokseverdenen sine hænder i skøn forventning om en titelkamp, der ville sætte sine spor. Men for at alle for alvor skulle få øjnene op det, der ventede i Las Vegas i april, blev de to kombattanter sendt på en promo-tour over hele USA. 20 byer på 13 dage. The Magical Mystery Tour.

Med alt hvad det indebar af trashtalk og gensidig irritation. Den 188 cm langlemmede Hearns kaldte den 11 cm kortere Hagler for ’en dværg’ og ’spøjst udseende’.

Haglers svar?

- Det eneste, jeg har lært på denne tour, er, at Tommy bliver grimmere og grimmere for hver dag.

Til sidst var verdensmesteren så træt af udfordrerens uelegante ordtirader, at han stak papirservietter i ørene på sig selv på pressemøderne, når Hearns havde mikrofonen.

Billedet var klart og tydeligt. Hagler og Hearns kunne ikke lide hinanden.

Darwinisme i ringen

Måske det var følelserne, der tog over, da ringen endelig blev givet fri 15. april 1985 på en kølig aften i Nevadas ørken. Måske det var instinktet. For intet blev som forventet.

Marvin Hagler var normalt den mere overvejede type. Der langsomt sled sine modstandere op, før han satte de afgørende stød ind. Godt hjulpet på vej af en kæbe, der kunne tage imod selv de voldsomste påvirkninger. Blot en gang i karrieren havde han været i gulvet. Og til sin dødsdag vil Hagler hævde han gled i opgøret mod argentineren Roldan. Neutrale iagttagere var tilbøjelige til at give verdensmesteren ret.

Thomas Hearns derimod havde et tordendrøn af en højre, som kunne ryste verden, som den havde rystet Duran. Til gengæld var Hearns en gang tidligere løbet ind i et KO-nederlag. Til Sugar Ray Leonard. Hearns' eneste nederlag i karrieren.

Marvin Hagler vidste altså før opgøret, at Thomas Hearns kunne fældes. Hearns derimod vidste ikke, om Hagler kunne gå ned.

Da kampleder Richard Steele giver ringen fri, styrer Hagler direkte mod udfordreren. Ikke noget med at se ham an. Ikke noget med at komme roligt ind i opgøret. Finde sig selv. Hagler er som et dyr, der har fundet sit bytte.

Og Hearns vakler ikke. Tvivler ikke. Hit Man er med på, at det er jungleloven, der kommer til at afgøre opgøret. Det er ren darwinisme i ringen. Survival of the fittest.

- Det er meget tydeligt, at de begge tager en selvfølgelighed med ind i ringen om, at de skal blæse den anden ud. Det er afsted fra starten, og det er sindssygt, siger Michael Enggaard om opgøret efter at have genset kampen.

Boksehistorie på tre minutter

Forude ligger boksehistoriens måske mest hæsblæsende tre minutter.

Og efter bare 20 sekunder er det ikke bare Hit Mans uppercut, der rammer rent. Det er også erkendelsens lys.

For nok vakler Hagler et splitsekund. Men han kommer sig. Og ikke nok med det. Nu ved han, at han har taget imod det bedste, som Hearns havde med i værktøjskassen. Og han er stadig på benene. Jernkæben holdt.

Fra da af var kampens skæbne beseglet. Haglers instinkt tager over. Han går efter struben på udfordreren. Den sårede udfordrer, for det viser sig, at Hearns har mistet sit vigtigste våben. I løbet af det første minut har han brækket en knogle i højrehånden ved at slå den propre næve mod Haglers jernhårde kæbe igen og igen.

Men det er ikke uden aftryk. Hagler bløder fra panden. Blodet begynder at løbe fra panden og dele sig ved næseryggen for at fortsætte ned langs næsen over Haglers ansigt.

- Hagler holder tempoet oppe. Han investerer egentlig en halv røvfuld for at køre Hearns ud over kanten af sin formåen. Hearns bliver drænet.

Det er sådan, Thomas Kyø ser de første tre minutter. Hagler forcerer og forcerer. Han giver ikke Hearns et eneste roligt øjeblik. Mesteren kører på.

Til sidst i omgangen bliver Hearns fanget i hjørnet og i hele 40 sekunder bider Hagler sig fast. Her kan Hearns ikke bruge sit forsvar, der var baseret på at bevæge sig ud af problemerne. Her var ingen udgang – ikke engang en nødudgang, og Hagler varierer sine kombinationer. Mod kroppen, mod hovedet, mod kroppen igen.

Åndeløs og medrivende

Da de to boksere går hvert til sit efter de første tre minutters boksning, står det klart for alle. For tilskuerne, for millioner og atter millioner af tv-seere, at første omgang var åndeløs og medrivende i en grad, der ville række ud over denne aften.

- Det var en hel kamp presset ned i tre minutter, lyder det fra en toptændt tv-kommentator Al Michaels ud i de amerikanske stuer.

I Haglers ringhjørne er fokus på flængen i panden, hvor blodet skal stoppes. Hos Hearns er der også problemer. Store problemer. For ikke nok med, at højrehåndens tilstand er tvivlsom, så vil benene heller ikke som udfordreren vil.

- Jeg er sikker på, at det er Haglers tempo, der har fået Hearns til at syre til og bokse første omgang i form for kropslig panik. Der var ikke mere tilbage. Han havde et minut til at komme sig. Han havde nok brug for ti, mener Thomas Kyø om den Hearns, der kommer ind til anden omgang.

Det er i hvert fald tydeligt, at Hit Man ikke har i sinde at tømme magasinet fra starten af anden omgang. Som en anden Muhammad Ali kommer han dansende ud. Holder afstand. Men han har ikke mistet sit mandsmod. Og han har ikke gemt sin skadede højrehånd væk. Han bruger den stadig. Vil gøre alt for at straffe Hagler med den. Men han er mere kræsen med den. Mere doserende.

Blodet flyder stadig fra Hagler. Mens han venter på chancen. Og den kommer, da Hearns bliver uforsigtig og kommer ind på mellemdistancen. For selvom han lander en solid uppercut, så rammer mesteren med et højre hook og derefter en venstre, mens det bliver tydeligt, at Hearns bliver mere og mere stivbenet.

Alligevel går Hearns til sit ringhjørne med noget, der kan minde om et smil på læberne.

Bekymring hos Hagler

Hos Hagler arbejder de videre med flængen, der er blevet forværret. En stor bekymring for Hagler, der flere gange i karrieren havde følt sig bortdømt og havde oplevet det, han mente, var unfair afgørelser. Nu frygter han, kampen vil blive stoppet af stævnelægen til udfordrerens fordel.

Frygten bliver ikke mindre i tredje omgang. Efter bare 30 sekunder afbryder kampleder Steele opgøret. Og kalder lægen op til Haglers hjørne for at tilse skaden i panden.

Selv hævder Hagler, at han på spørgsmålet om, hvorvidt han kan se for alt blodet, der flyder, kækt svarer:

- Det er jo ikke, fordi jeg ikke rammer ham. Vel?

Men det er vist mere verdensmesterens efterrationaliserede selvbillede, der havde overskuddet til at være rap i replikken. Intet på tv-optagelserne tyder på, Hagler er boksningens svar på Eddie Murphy i tredje omgang.

Der er dog ny erkendelse for Hagler. Det her kan blive et nederlag, hvis ikke han får stoppet opgøret inden for få omgange. En flænge i panden er den gave, der bliver ved med at give. I det her tilfælde blod i mængder, som stævnelægen i sidste ende ikke kan sidde overhørig.

Instinktet tager over hos verdensmesteren. Hagler var en sjælden udøver i boksningens ædle kunst. Han var højrehåndet, men boksede oftest med højre fod forrest som såkaldt southpaw. Men han kunne skifte fodstilling. Ud af det blå gå med venstre fod forrest og dermed på et splitsekund ændre vinklerne i sine slag og finde nye åbninger.

Det var ikke en bevidst handlen. Det var et instinkt hos Hagler, der tog over.

Øjne, der ikke ser

Hearns fortsætter med at jabbe og danse omkring Hagler efter kampen er sat i gang igen. Men Hagler skifter fodstilling. Afskærer Hearns’ mulighed for at danse væk, og Hagler hamrer en voldsom højre ind bag øret på Hearns.

Udfordrerens grimasse stivner i noget, der ligner et fordrejet smil. Han sejler væk på stive stylter med ryggen til Hagler. Men mesteren kan lugte, at afgørelsen er indenfor rækkevidde.

Hagler nærmest løber efter Hearns. Og i samme øjeblik, som Hit Man vender sig, rammer mesteren ham. Hårdt. Igen forsøger udfordreren at finde en udvej, men han er løbet tør. Fanget i en blindgyde. Hagler misser godt nok med et venstre hook, men i samme sekvens træder han ind med et tungt kryds med alt, hvad han har i sig.

Der er slukket. Hearns tomme krop falder ned over Hagler. Derfra lander udfordreren på ryggen på kanvassen og ligger med åbne øjne, der ikke kan se, op mod ørkenhimlen.

Der er slukket. Med øjne der ikke ser ligger Thomas Hearns på ryggen med ansigtet mod den kølige aftenhimmel i Las Vegas

Hvor, han finder kræfterne til at komme op og stå, da der er talt til otte, er umuligt at sige. Men Richard Steele kan ikke få kontakt. Kamplederen stopper opgøret.

En af de mest eksplosive kampe i boksehistorien er overstået.

Efter bare otte minutter og et enkelt sekunds hæsblæsende boksning. Alligevel sidder alle tilbage med følelsen af at have fået fuld valuta.

- Jeg blev overrasket over at se den igen. Jeg huskede den som meget mere frem og tilbage. Den er meget mere ensidig, end jeg lige huskede, lyder det fra Thomas Kyø.

- Det er en vanvittig kamp, og en vanvittig første omgang. Og så en afgørelse, som alle gerne ville se.

For Michael Enggaard står kampen også tilbage som noget af det vildeste, der er sket i en boksering.

- Den er næsten lidt for kort. Det er næsten som at tage en tur i rutsjebanen. En forlystelse med modige, stærke, veltrænede boksere. Det er ren macho-action.

Otte minutters action, der udødeliggjorde begge boksere og placerede dem i boksehistorien.

Flere magasiner og tidsskrifter har hyldet opgøret og ikke mindst den første omgang som noget af det ypperste inden for sporten.

For Hagler var det ved at være endestationen. Bare to kampe var der tilbage i Marvelous’ karriere, der sluttede, da Sugar Ray Leonard vendte tilbage til sporten og tog bæltet fra Hagler i en titelkamp i 1987. Hagler følte sig bortdømt og ventede med længsel på en revanche. Men da det trak ud, valgte Hagler skuffet at vende bokseverdenen ryggen i 1988.

I stedet flyttede han til Italien og blev actionskuespiller i film, der er aldrig har været i nærheden af at være pensum på filmskoler.

Thomas Hearns led sit blot andet nederlag. Og selv om han led af den velkendte syge med at blive hængende for længe i ringen og læne sig alt for hårdt op ad begrebet ringvrag, før han stoppede i 2006 i en alder af 47, så viste han i flere år forinden formidabelt niveau.

Den voldsomme højre hånd gjorde ham til verdensmester i fem forskellige vægtklasser i et spænd fra weltervægt til letsværvægt. Et spænd på enorme 15 kilo.

Tilbage står et eftermæle fra et opgør, der selv her 35 år efter, med sit hæsblæsende tempo og væg-til-væg action, er noget særligt. Et vidnesbyrd om den rolle, boksningen indtog, før der var MMA, UFC og indhegnede oktagoner. Et vidnesbyrd om en tid, der var.

Eller som Michael Enggaard siger det:

- Det er essensen af, hvad boksning var engang og stadig burde være.