Boksning

Mike Tyson afslutter video med sætning, der sætter gang i spekulationer

Mike Tyson er 53 år og har for længe siden lagt handskerne på loftet. Men måske de nu skal hentes ned igen. Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

53-årige Mike Tyson gør ikke meget for at nedtone rygterne om et comeback. Tværtimod.

Den tidligere bokser Mike Tyson fik stor opmærksomhed, da han i sidste uge lagde en video op på sin Instagram.

Videoen viste, at han stadigvæk har masser af kraft i sine slag, og det fik spekulationerne om et comeback til at florere. Nu har han selv pustet yderligere til den ild.

I en ny video, hvor amerikaneren tonser løs i forskellige træningspas, slutter han med tre ord: "Jeg er tilbage".

Videoen er på 11 timer blevet set mere end fem millioner gange.

Tilbud på tre millioner

Tidligere har den 53-årige bokselegende lagt træningsvideoer op, og der gik ikke længe, fra den aldrende stjerne smed sin første video op, til der angiveligt kom et tilbud på bordet, som skal lokke ham i ringen igen.

Boksepromotoren Brian Amatruda har ifølge The Sydney Morning Herald tilbudt Mike Tyson én million dollars for en kamp i Australian. Mediet skriver også, at tilbuddet siden er blevet hævet til tre millioner dollars - et beløb, der svarer til mere end 20 millioner danske kroner.

Kampen ville i så fald blive mod enten Sonny Bill Williams, Paul Gallen eller Barry Hall, som alle er væsentlig yngre end Mike Tyson.

Mike Tyson har dog ikke selv kommenteret på det angivelige tilbud. Det har hans ven Jeff Fenech til gengæld. Men han anser ikke kampen som værende sandsynlig.

- Glimrende reklame, men det kommer ikke til at ske, lyder det fra Fenech ifølge det australske medie.

Vennen siger i samme ombæring, at det er en anden snak, hvis der er tale om en showkamp, som har et velgørende formål. Indtil videre må vi vente med at få endeligt svar fra Mike Tyson selv, der indstillede sin karriere i 2005.