Boksning

Evander Holyfield laver tro kopi af Mike Tysons video

Evander Holyfield blev i sin karriere verdensmester i flere vægtklasser. Stefan Heunis / Scanpix Denmark

I videoen viser amerikaneren ikke tegn på, at han er fyldt 57 år. Nærmest tværtimod.

Tirsdag lagde den tidligere bokser Mike Tyson en video på Instagram, som han sluttede med ordene "jeg er tilbage".

Selvom den ikke var direkte adresseret til Evander Holyfield, har hans tidligere rival nu lavet en tro kopi.

Tidligt onsdag morgen dansk tid har han, akkurat som Tyson, lagt en træningsvideo op, hvor han viser, at han bestemt ikke har ligget på den lade side efter sit karrierestop.

Men det slutter ikke her. Holyfield har nemlig samme besked, da videoen skal til at slutte: "Jeg er tilbage", lyder det. Modsat sin tidligere rival uddyber han den besked med en lille tekst til videoen.

Min første uge tilbage i træning, og jeg har det glimrende. Jeg ser frem til at trappe mit træningspas op i takt med, at jeg forbereder mig på min kamp. Jeg sagde jo, at jeg havde noget til jer.

Et planlagt comeback

Holyfields tre famøse ord kommer dog ikke helt ud af det blå. For blot en uge siden havde han nemlig en besked til omverdenen.

Her gjorde han det klart, at han ville vende tilbage til bokseringen for at kæmpe en række opvisningskampe, der skulle støtte et godt formål. United4OurFight hedder projektet, der skal hjælpe de mest udsatte i coronakrisen - herunder særligt børn.

Men er en af de kampe så mod Mike Tyson? Det vides endnu ikke. De to har ellers tidligere mødtes i ringen. Senest i 1997, hvor Holyfield fik bidt et stykke af sit øre af sin iltre modstander.

Mike Tyson skulle ifølge The Sydney Morning Herald være blevet tilbudt tre millioner dollars for en kamp i Australien - et beløb, der svarer til mere end 20 millioner danske kroner.

I så fald vil det være mod Sonny Bill Williams, Paul Gallen eller Barry Hall, som ikke har tilnærmelsesvis samme erfaring som hverken Evander Holyfield eller Mike Tyson selv.

Evander Holyfield gjorde senest et noget uventet comeback i 2011, da han som 48-årig besejrede danske Brian Nielsen.