Boksning

To ord gjorde folkehelten til en kujon

I de her dage for 40 år siden ændrede to små ord livet for verdensmesteren i weltervægt, Roberto Duran. No mas! Ikke mere.

Han var dyrisk. En mand vokset op på en cocktail af gadekampe i baggyder og den vildskab, der kommer af aldrig at vide, hvornår man bliver mæt igen.

Og så havde han fældet en hest med et enkelt slag. Et enkelt hårdt hug. Så lå kræet for hans fødder.

Sådan går historien i hvert fald i Panama om Roberto Duran.

Størstedelen af hans landsmænd kunne spejle sig i slumknægten. Han boksede ikke. Han kæmpede. Sloges. Stred. Overlevede. En kriger med fighterhjerte. Med mod. Og med det han i sit eget bramfrie macho-sprog ville kalde nosser.

Og så havde han de tungeste hænder. Manos de Piedra. Stenhænder.

Roberto Duran var én af dem. En mand af folket.

Roberto Duran var folkets mand.

En nationalhelt, der blev hyldet som en af boksningens allerstørste. Båret på et nationalt sølvfad, der ikke bare sikrede ham en hengivenhed fra en hel mellemamerikansk nation, mens som også betød, at hans skatteprocent blev sænket til et rent nul.

Roberto Duran skænkede nationen så meget. Hvorfor skulle den så kræve sin del af præmiepengene?

I et land uden monarki var Roberto Duran kongen. Sat så højt på en piedestal, at 700.000 landsmænd mødte op for at tage imod gadedrengen med sit nye weltervægts-mesterskabsbælte, da han vendte hjem efter sin sejr over Sugar Ray Leonard i 1980.

Panama eksploderede i en glædesrus.

Styrtet i afgrunden

Fem måneder senere var bokse-guden styrtet i afgrunden. Hans mors hus vandaliseret. Hans hærget af stenkast.

Aviser stillede spørgsmålstegn ikke bare ved hans mod, men også hans manddom.

Og som om det ikke var nok, så blev hans skattestatus ændret. Slut med ikke at bidrage til staten. Betal ved kasse et, når du kommer med alle dine præmiepenge.

En gigantisk rutsjetur sat i værk af to ord. No mas! Ikke mere!

Det var i revanchematchen mod Sugar Ray Leonard for 40 år siden i de her dage, at læsset væltede for Roberto Duran.

Roberto Duran viser "stenhænderne" frem i 2016.

En kamp, der blev imødeset med stor forventning, og som sikrede de to boksere hidtil usete beløb på otte til ti millioner dollar hver.

I det første opgør 20. juni 1980 i Montreal havde Roberto Duran sikret sig en pointsejr efter 15 meget lige omgange.

En sejr, der blev sikret i en kamp, der blev bokset på mellemamerikanerens præmisser. Det var ikke så meget en boksekamp i en ring med verdens bevågenhed, som det endte med at være et gadeslagsmål i en baggyde.

Durans hjemmebane.

Manden fra slumkvarteret i Panama City var alt det, som Sugar Ray Leonard ikke var.

Gav konen fingeren

Her var ikke noget elegance. Han havde ikke det vindende smil eller de sproglige evner til at føre sig frem foran medier. Faktisk så talte Roberto Duran ikke engang engelsk.

Duran spillede på det dyriske. På gadedrengen, der gik i ringen for at overleve. Han var en streetfighter.

Op mod det første opgør mod Sugar Ray Leonard, der var blevet amerikansk darling ved OL i Montreal i 1976, da han vandt guld, viste Duran, at han kom fra en verden, hvor alle kneb gælder.

Hver gang han op mod opgøret blev konfronteret med Sugar Ray, gav han ham fingeren. Det var ikke en barnlig handling. Det var den umiddelbare følelse, som en gadedreng står med, når en mand stiller sig i mellem gadedrengen og hans mål.

Sugar Ray Leonard var forbløffet. Over fjendskaben, der strømmede ud fra latinoen. Og ikke bare fra bokseren selv. Durans kone løftede også langemanden, når hun så amerikanerens kone.

Langsomt men sikkert tog Duran plads i Leonards sind og begyndte at lege med det teknisk stærke amerikanske håb.

Leonard ville smadre Duran. Gå efter struben på ham. Fare i flæsket på ham. Med andre ord: Ikke bokse kampen, men slås. Lige præcis det, som Roberto Duran ønskede.

Så da ringen blev givet fri, var det en Sugar Ray Leonard, der glemte alt om at bokse sig ind i opgøret og i stedet blev fanget i infight igen og igen.

Sugar Ray Leonard var en helt anden type end Duran.

Op mod tovene. Hoved mod hoved, hvor Duran herskede. Med de små tricks han havde lært sig på gaden. Albuerne blev brugt. Hovedet sendte skaller afsted.

Leonard havde overladt kampen til Duran. Havde glemt sig selv.

Da pointsejren var i hus, og forvirringen i ringen var total, vendte Roberto Duran sig ud mod publikum. Pegede mod sit skridt og gjorde det på spansk tydeligt, hvad han tænkte om sin modstander.

Pussy og cunt lød den knap så smigrende engelske oversættelse.

Den dyriske machomand var ingen poet.

Hyldet af 700.000

Sejren betød, at Roberto Duran kunne lade sig hylde af de 700.000 landsmænd ved hjemkomsten. Og sætte gang i en fejring af sig selv, der varede i ugevis. Ja, måneder.

Sugar Ray Leonard vidste, at han skulle have en revanche hurtigst muligt. En ny kamp. En mulighed for at være sig selv i ringen.

Og jo hurtigere, jo bedre. For Roberto Durans sejrsrus og ikke mindst kalorieindtag ville være en fordel for amerikaneren.

Sugar Ray Leonard fik sin vilje om en revanche.

Bare fem måneder efter – 25. november 1980 – var den på plakaten under navnet The Super Fight.

Det var tydeligt, planen virkede. Det var en overvægtig Duran, der mødte ind i sin træningslejr op mod kampen. Den kom for tidligt for ham. Han virkede som en mand uden gnist. Som en mand, der i tankerne stadig hang fast i baren til sidste omgang.

Samtidig var Sugar Ray Leonard fokuseret på denne gang at bokse sig ud af problemerne.

Derfor hentede han boksere ind til sin træning, der var kendt for at kunne bruge beskidte tricks. Og de blev bedt om at bruge hele værktøjskassen.

Sugar Ray Leonard var en bokser, der havde fantastiske evner. Både som en teknisk og hurtig bokser. Men også på fødderne var han bevægelig, som Muhammad Ali var det, da boksningens største var på sit højeste.

Leonard kunne danse.

Og det var præcis, hvad han gjorde den aften i november for 40 år siden, da kampen i Superdome i New Orleans gik i gang.

Ikke noget med at lade sig fange op mod tovene. Ikke noget med at søge infighten og slagsmålet. Han skulle ud af baggyden og ind i ringen. Igen og igen bevægede den letbenede Leonard sig dansende væk fra de tunge stenhænder.

Pussy'en ville ikke slås

I løbet af kampen blev Duran mere og mere frustreret. Det her lignede ikke det første opgør.

Pussy’en ville ikke slås.

Og hvad værre var, Sugar Ray Leonard begyndte at tirre mesteren i syvende omgang. Drille ham. Mobbe ham mens verdens øjne var rettet mod ringen i New Orleans.

Udfordreren stak sit hoved frem mod Duran. Blottede sin kæbe. Og pegede på den. For så i samme moment, som mesteren kastede et slag afsted mod blottelsen, at flytte hovedet, så slaget sejlede harmløst forbi sit mål.

Ydmygende.

Og det blev ikke mindre nedladende af, at Leonard kort efter stoppede midt i ringen og begyndte at svinge sin højre arm rundt som en vindmølle for at lægge an til et bolo punch. Som var det hele mere et slagsmål i en tegnefilm med Snurre Snup end en VM-kamp mellem to ligeværdige modstandere.

I stedet sendte Sugar Ray Leonard et tungt jab afsted, der sad lige midt i trynen på mesteren.

Ydmygende.

Kastreret foran alle

Macho-manden med det store klokkeværk blev på det nærmeste kastreret foran alle bokseelskeres åsyn.

Udfordreren kunne ikke have stukket kniven ind på en værre måde. Den nedværdigende gøren grin med Duran ramte krigeren og nationalhelten. På stoltheden. I fighterhjertet.

Og så ville han ikke mere.

I 8. omgang – 30 sekunder før gonggong’en – løftede Duran hænderne. Sagde nogle ord til kampens dommer. Og gik væk.

- No mas. No mas box!

Sådan er ordene siden blevet gengivet.

Krigeren. Gadekæmperen gav op.

Duknakket forlod Roberto Duran ringen.

Alle havde ventet, at hvis Duran skulle forlade en ring som taber, så ville det være på ryggen med blodet silende. I et heroisk nederlag, der ville have hævet hans piedestal yderligere hjemme i Panama.

I stedet vendte han ryggen til det hele.

I Panama var det et fald fra tinderne. Fra helt til kujon på et splitsekund.

For Sugar Ray Leonard var det den perfekte sejr. Bedre end at have sendt mesteren i drømmeland. I stedet havde han bokset Duran så perfekt, at frustrationen til sidst var større hos mesteren end lysten til bokse til ende.

I det kaos, der fulgte efter resignationen, forsvandt Duran. Ud af ringen. Ud af mediernes søgelys. Væk.

Intet efterfølgende pressemøde.

Krigeren smed sit våben

Imens måtte hans stab stille sig frem. De snakkede om en skadet skulder, om dehydrering, om mavekramper.

Selv har hovedpersonen utallige gange efterfølgende sagt, at han aldrig sagde ordene no mas.

Roberto Duran ses her i 1997 – 17 år efter den berømte fight.

De to ord, der siden er blevet synonymt med opgøret. De ord, som alle bokseelskere nu kender – og som går på Durans venden ryggen til et forsvar af et verdensmesterskab.

Men i Panama faldt undskyldningerne til jorden. Skulder, væskemangel, kramper. Det hele.

I Panama havde man set en kriger smide sit våben i stedet for at kæmpe til den bitre ende.

I Panama havde man set en taber.

I Panama var det utilgiveligt.

Kongen faldt uden ære den dag for 40 år siden i New Orleans.

To sølle ord og helten var blevet til un cobarde, una gallina. En kujon og en kylling.

Roberto Duran er siden blevet tilgivet, men i en lang periode var han upopulær i Panama.

Han blev siden tilgivet af folket. Vendte for alvor tilbage til noget, der mindede om fordums styrke ni år senere, da han blev verdensmester i mellemvægt med en sejr over Iran Barkley.

Men hele Durans imponerende bokse-cv blev sværtet af ordene dengang.

No mas!