Boksning

En sætning fra ’Korpset’ har gjort stort indtryk på dansk verdensmester

TV-kollegaens erfaring med at presse sig selv har gjort bokseren Dina Thorslund endnu stærkere frem mod sin kommende kamp om VM-bæltet.

En unik styrke har plantet sig dybt i 27-årige Dina Thorslund forud for karrierens største VM-boksekamp senere på året.

En styrke, hun ikke tidligere har haft, og som hun ikke ville besidde, hvis hun ikke havde deltaget i denne sæson af TV 2-programmet 'Korpset', hvor hun sammen med andre kendte danskere prøver kræfter med elitesoldaternes hårde verden som aspiranter.

Blandt andre sammen med den tidligere cykelrytter Bo Hamburger, der med få ord vækkede en hidtil ukendt viljestyrke i den succesfulde bokser.

- Han kom med sådan en udtalelse om, at han lærte, at smerten var hans ven. Det gjorde, at han ville presse sig endnu mere. Den måde, han fik sagt det på, og den, måde jeg følte det på, da han sagde det, var bare sådan: "Fandme ja!".

- Så når jeg slår på den sandsæk, så skal den fandme ha', og når mine arme syrer, så skal jeg bare blive ved, fordi jeg ved, det er godt, fortæller Dina Thorslund.

- En situation, jeg aldrig har prøvet før

Den forsvarende WBO-verdensmester i superbantamvægt er stadig blandt de tilbageværende aspiranter i TV 2-programmet.

Og oplevelsen af at være med har i sig selv antændt en helt ny motivation for at ofre blod, sved og tårer, når paraderne skal op, og sandsækken skal bankes ned.

- Lige præcis 'Korpset' har motiveret mig sindssygt meget for at komme hjem og træne endnu hårdere. Jeg blev sat i en situation, jeg aldrig havde prøvet før, samtidig med at man skal høre om de andres intentioner, målrettethed og måder at træne på.

- Det var megainspirerende, og det har jeg taget med mig videre, fortæller Thorslund.

Vestjyden har vundet 15 ud af 15 kampe i karrieren, hvoraf seks af sejrene er sket på knockout.

Kan skrive sig i historiebøgerne

VM-boksekampen finder sted den 25. juni i Struer, hvor den ledige titel som verdensmester i bantamvægt er på højkant i mødet med den tidligere mangedobbelte verdensmester Debora Dionicius fra Argentina.

Jeg har et arbejde at passe, en søn at passe, to hunde at passe og en kæreste. Og jeg har så også min professionelle boksekarriere, der skal passes

Dina Thorslund

Vinder Dina Thorslund, bliver hun den første dansker siden Johnny Bredahl i 2002 til at vinde et VM-bælte i flere forskellige vægtklasser.

- Det er jo en kæmpe, kæmpe kamp. Det er jo den største i min karriere. Den største boksehistorie, jeg laver. Så jeg ser utrolig meget frem til at præstere, fortæller Thorslund.

Hun ved dog godt, at det bliver en svær opgave mod sin seks år ældre modstander, der har en statistik på 30 sejre og to nederlag - og som tidligere karrieren forsvarede sin VM-titel 12 gange.

- Jeg vil sige, at jeg har store chancer. Jeg går ikke ind til en kamp, jeg ikke selv tror, jeg kan vinde. Når det så er sagt, så ved jeg også godt, at hun er mange gange verdensmester. Det er også derfor, at forberedelserne bliver tilrettelagt så godt, som de gør nu.

Børn, arbejde, hunde, kæreste - og karriere

Selvom Dina Thorslund allerede er succesfuld, er arbejdet i bokseringen ikke et fuldtidsjob. Det er pengene ikke store nok til.

Foruden træning skal den uddannede fysioterapeut derfor også jonglere alle de hverdagsopgaver, der ikke kræver boksehandsker, frem mod storkampen.

- Der er ingen tvivl om, at mine forberedelser bliver hårde. Jeg har et arbejde at passe, en søn at passe, to hunde at passe og en kæreste. Og jeg har så også min professionelle boksekarriere, der skal passes.

- Det er to træninger om dagen plus 30 timers arbejde om ugen. Det siger sig selv, at det er hård kost. Samtidig skal jeg en vægtklasse ned, så mit energiindtag bliver ikke for højt, forklarer hun.

Men i sport er der som regel kun én vinder, og den 25. juni skal det være Dina Thorslund:

- Det bliver det hele værd, når jeg står med hænderne i vejret.