Boksning

Dansk verdensmester får ny modstander i karrierens største kamp

Den danske bokser Dina Thorslund er forsvarende WBO-verdensmester i super bantamvægt. Den 25. juni kæmper hun for et VM-bælte i endnu en vægtklasse.

Den hidtil største kamp i karrieren for den danske bokser Dina Thorslund skulle oprindeligt have været med argentinsk modstand i form af den mangedobbelte verdensmester Debora Dionicius.

Men sådan blev det ikke.

Argentineren diskvalificerede nemlig sig selv, da hun for en uge siden tabte en opvarmningskamp. Derfor fik Dina Thorslund og hendes træner og manager, Thomas Madsen, pludselig travlt med at finde en ny modstander til kampen om det ledige WBO-bælte i bantamvægt.

Og fredag kunne Thorslund så dele den glædelige nyhed, at problemet var løst. Argentinsk bliver skiftet ud med mexicansk, og Dionicius skiftes ud med Noriega.

Selvom Dina Thorslund, der allerede er WBO-verdensmester i super bantamvægt, helst ville have mødt sin oprindelige modstander, glæder hun sig meget til at komme i ringen og kæmpe for den store titel. En titel, der altså kan gøre hende til verdens bedste i ikke bare én, men to vægtklasser.

- At være verdensmester i flere forskellige vægtklasser er jo det, der er bedst. Det er klart, at det er en milepæl i min karriere og noget, jeg ser meget frem til, siger Dina Thorslund til TV 2 SPORT.

- Jeg ville stadig helt klart helst have haft min første kamp. Hun har en mere anerkendt karriere bag sig, så hun ville klart være federe at slå. Men det er jo gamet, og lige pludselig er der nogle, der kludrer i det, og så må man jo finde en anden. Når det så er sagt, er jeg ligeglad med, hvem det er. Jeg skal bare bokse, og det skal bare blive 25. juni.

"Det bliver noget andet"

Thorslunds oprindelige modstander, Debora Dionicius, har flere verdensmesterskaber på CV'et og er en særdeles anerkendt bokser.

Men selvom den kommende modstander ikke har helt den samme karriere bag sig, bliver det ikke nogen let kamp for danskeren.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke er boksenørd. Det er mest Thomas (Madsen, Thorslunds træner, red.), der sidder og kigger på det. Men ud fra det video, jeg har set, er hun ikke teknisk bedre end den første modstander. Men hun er fysisk mere fremadgående og mere aggressiv. Det er en anden opgave. Jeg ved ikke, om hun er sværere eller nemmere, men det bliver noget andet, siger Thorslund, der ny modstander eller ej går 100 procent efter sejren.

- Jeg siger aldrig ja til en kamp, hvis jeg ikke tænker, jeg kan vinde. Jeg skal bare vinde den her kamp. Der er ikke noget hvis. Der er ikke så meget at rafle om.

Kostvejlederen gav voksen-skældud

Med godt halvanden måned til det store brag er Dina Thorslund i gang med de afgørende forberedelser, som overodnet går, som de skal.

- Forberedelsen går godt. Træningen går godt. Nogle gange føler man, det står stille, og andre gange rammer man en periode, hvor det rykker. Men det går, som det skal, siger Thorslund.

Selvom forberedelsen går efter planen, er der fortsat én ting, der mangler, før danskeren er helt klar til kamp: Vægten.

- Da jeg startede, manglede jeg at tabe ni kilo. Vægttabet går okay. Det kunne have gået bedre. Min kostvejleder gav mig lidt voksen skæld ud den anden dag, så det kunne være gået bedre.

- Det går bedre, end det plejer, men det går ikke 100 procent, som det skal. Jeg skal nok komme ned i vægtklassen uanset hvad, spørgsmålet er bare, hvor meget jeg skal smide til sidst. Lige nu arbejder jeg på, at jeg skal tabe så lidt som muligt til sidst, siger hun.

Hvis Dina Thorslund vinder VM-titlen, vil hun være den første danske bokser siden Johnny Bredahl til at blive verdensmester i flere vægtklasser.

Dina Thorslund har 15 sejre, 0 uafgjorte og 0 nederlag i karrieren, mens Noriega har 27 sejre, 4 uafgjorte og 2 nederlag.

Deres opgør om VM-bæltet løber af stablen på dansk jord - nærmere bestemt i Struer - den 25. juni.

Kampen bliver vist på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.