Boksning

Dansker forsvarer VM-titel efter klar sejr

Sarah Mahfoud besejrede tyske Nina Meinke med dommerstemmerne 3-0 ved Mogens Palles afskedsstævne.

32-årige Sarah Mahfoud er stadig verdensmester i fjervægt hos IBF.

Torsdag forsvarede den danske og færøske bokser sin titel efter ti omgange mod den 29-årige tysker Nina Meinke.

Meinke fik ramt på Mahfoud flere gange i midten af dysten, men danskfæringen var generelt stærkest og klogest efter at have banket to års rust af sig.

Mahfoud vandt 3-0 hos dommerne efter to gange 97-93 og 96-94 hos den sidste dommer. Hun har nu 11 sejre i 11 kampe som professionel.

- Jeg har været ubeskriveligt nervøs. Det er så sindssygt. Det er bare fedt. Det betyder bare meget. Det er Mogens Palles afskedsstævne og mit første titelforsvar, siger danskeren til TV 2 SPORT.

Også Enock Poulsen var torsdag aften i aktion. Han besejrede franskmanden Franck Petitjean i en EM-kamp og tog dermed titlen som europamester i juniorweltervægt. Alle dommerne dømte kampen i Enock Poulsens favør.

Stævnet i Frederiksberg Hallerne fungerede samtidigt som en hyldest til boksepromotor Mogens Palle, der efter 65 år siger farvel til den sport, der har defineret hans liv.

Kræftsyge Mogens Palle var dog ikke selv i hallen og modtage tilskuernes sidste hyldest.

- Jeg gider sgu ikke sidde derude i min rullestol og blive udstillet, for folk skal ikke have ondt af mig, sagde Mogens Palle før stævnet til Ekstra Bladet.

Tidligere på aftenen vandt Oliver Meng efter ti runder med dommerstemmerne 3-0 over den hidtil ubesejrede amerikaner Eslih Owuso.

22-årige Meng erobrede dermed den ledige ungdomstitel hos WBC i juniormellemvægt. Han har vundet sine indtil videre vundet sine ni kampe som professionel - heraf tre efter knockout.