Boksning

Superstjerne droppede comeback efter to dage

Tyson Fury brugte sin fødselsdag på at fortælle, at han ikke vil gøre comeback alligevel.

At have en ubeslutsom ven i vennekredsen er noget, som de fleste formentlig kan nikke genkendende til.

En ven, der er lidt som boksefænomenet Tyson Fury.

I slutningen af april boksede briten karrierens sidste kamp på et udsolgt Wembley, men mindre end tre måneder senere annoncerede han pludselig, at han ville gøre comeback med et ønske om at møde Derek Chisora.

De planer blev fredag, bare to dage senere, igen lagt i graven.

- Mange tak til alle, der har sat sit præg på min karriere i årenes løbet, og efter lange og hårde samtaler har jeg endegyldigt valgt at gå.

- På min 34-års fødselsdag siger jeg bon voyage, skrev han på Twitter.

I et andet tweet skrev den karismatiske brite, at "vi ses på den anden side".

Havde klart mål med annonceret comeback

Det var med et håb om at kunne færdiggøre sin trilogi mod Derek Chisora. En bokse-trilogi er defineret ved, at man møder den samme modstander tre gange over en periode.

I en video på Instagram opfodrede "Gypsy King", sigøjnernes konge, således Chisora til at tage kampen op.

- Jeg har besluttet mig for at gøre comeback, fordi jeg kan blive den første sværvægtsverdensmester i historien til at vinde to trilogier, sagde Tyson Fury, der aldrig har tabt en kamp i sin professionelle karriere.

Videoen er siden blevet slettet.

Om det skyldes en afvisning fra Chisora-lejren, eller om Fury selv er kommet på andre tanker, vides ikke, men faktum er, at han nu igen har trukket stikket og lagt sine boksehandsker tilbage på hylden.

Spørgsmålet er så, om de vil blive liggende, eller om han igen bliver fristet af at gå en tur i ringen.