Mahfoud vinder på hjemmebane
Sarah Mahfoud kom tilbage på vindersporet, da hun lørdag boksede sin første kamp siden karrierens første nederlag.
Tilbage.
Så kort kan Sarah Mahfouds comeback beskrives, efter hun lørdag aften slog tyske Lara Ochmann i en WBC Silver-kamp i fjervægt.
Den tidligere verdensmester var dominerende fra start til slut. Tyskeren tog imod en del tæsk, men hun holdt sig alligevel stående gennem alle ti gange to minutter. Mahfoud vandt på point med dommerstemmerne 3-0.
- Jeg prøvede at have det sjovt og bruge nogle af de ting, vi har arbejdet med, sagde Sarah Mahfoud lige efter sejren til Pluto TV.
Vil tilbage til de store kampe
Det var Mahfouds første kamp, siden hun i september 2022 tabte karrierens hidtil største kamp til Amanda Serrano. Samtidig var det promotor Bettina Palles første stævne, siden hendes far og kollega, Mogens Palle, gik bort i august 2022.
Lørdagens kamp blev bokset i Musikteatret Albertslund, hvor Michael Monetz sang for på nationalmelodierne, og forløbet derefter må være sød musik for Mahfoud.
Hun var klart bedre end sin modstander, og med WBC Silver-titlen kan hun fortsætte sin vej tilbage mod de store titelkampe.
Nu lyder Sarah Mahfouds sejrsrække på 12-1. Tre af sejrene er vundet på knock out.