Bordtennis

Dansk bordtennisspiller får ny makker kort før VM

Jonathan Groth skal spille sin første turnering med Liam Pitchford i slutningen af marts. JUAN MABROMATA / Scanpix Denmark

Englænderen Liam Pitchford bliver Jonathan Groths doublemakker ved VM i bordtennis.

Den danske bordtennisspiller Jonathan Groth har fået ny doublemakker.

Patrick Franziska er blevet en del af en ren tysk OL-satsning, og derfor skal Groth i fremtiden spille sammen med englænderen Liam Pitchford.

Den nye dansk-engelske konstellation spiller sin første store turnering sammen i slutningen af marts, når World Touren kommer til Qatar.

De skal også spille sammen ved bordtennis-VM i Ungarn i slutningen af april.

25-årige Liam Pitchford er velkendt i dansk bordtennis. Fra 2009 til 2010 spillede han for BTK i Aarhus, og han er i dag bosiddende i København.

26-årige Jonathan Groth opnåede stor succes med sin tidligere tyske makker, da de i 2016 vandt europamesterskabet.

Ved det forestående VM stiller Jonathan Groth også op i single. Han er en af i alt fem danske VM-deltagere.

Danmarks VM-hold tæller også Stefanie Madsen, Anders Lind, Tobias Rasmussen og rutinerede Michael Maze, fremgår det af turneringens startliste.